Finansudvalget tager usædvanligt skridt

Naalakkersuisoq for Infrastruktur Karl Frederik Danielsen er igen endt i en strid med Inatsisartut-medlemmerne. Dennegang er det finansudvalget, der helt ekstraordinært har valgt at offentliggøre en beslutning, som Danielsen for nylig kaldte et ”benspænd”.

Formanden for Finansudvalget Hermann Berthelsen har valgt at udsende udvalgets afgørelse, der går Karl Frederik Danielsen imod, i sin fulde længde.
Offentliggjort

På finansloven er der årligt afsat 8 millioner kroner, som kan forbedre forholdene i forbindelse med de indgåede servicekontrakter, som i den grad har mødt kritik rundt omkring.

For nylig kom Karl Frederik Danielsen endelig med et udspil til, hvordan pengene kunne komme ud at arbejde til gavn for de mange rejsende.

Indstillingen, som skulle godkendes af Finansudvalget, blev imidlertid afvist, fordi udvalget har den opfattelse, at kun 2,15 millioner kroner hører under den konto, hvorfra de 8 millioner kroner hører hjemme.

Er der tale om at Danielsen har lavet en form for kreativ bogføring i den indstillinge udvalget er blevet forelagt?

- Det får du mig ikke til at sige. Den formulering kan jo have forskellige betydninger, siger Hermann Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Fuld indsigt

Hermann Berthelsen, der er formand for Finansudvalget, ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men har følt, at det var nødvendigt at sende udvalgets afgørelse til pressen, så borgerne kan få indsigt i, hvad Danielsen kalder for ”benspænd” (afvisningen af ansøgningen, red.). Det sker også med henvisning til, at udvalgets arbejde er pålagt fortrolighed.

For at borgerne kan få fuld indsigt i Finansudvalgets afgørelse, har Sermitsiaq.AG besluttet at bringe hele Finansudvalgets bemærkninger og spørgsmål.

Citat begyndt:

I sin afgørelsesskrivelse af 22. oktober meddelte udvalget at nærværende sag ikke godkendes. Udvalget oplyste desuden at der snarest muligt vil blive fremsendt spørgsmål til sagen.

Tillægsbevillingsansøgningen omhandler udmøntning af midler der er afsat som reserve under hovedkonto 20.11.70 Reserve til initiativer.

Udvalget skal påminde Naalakkersuisut om, at disse 8 mio. kr., som er afsat som reserve, er beregnet til forbedring af servicekontrakterne for passagerbefordring, og at disse midler skal afholdes under hovedkonto 72.20.05, sådan som Inatsisartut har vedtaget. Udvalget har behandlet sagen med udgangspunkt i disse bevillingsforudsætninger.

Naalakkersuisut har alene søgt om udmøntning af 2,15 mio. kr. af de 8 mio. kr. til forbedring af servicekontrakterne. Naalakkersuisut ønsker til gengæld at hovedparten af midlerne anvendes til andre formål. Udvalget er sikker på, at der er udtalt behov for forbedring af ventefaciliteter på visse helikopterflyvepladser og havne. Det er dog udvalgets klare holdning, at disse bør finansieres ved særskilte anlægsbevillinger på de respektive hovedkonti på anlægsområdet på finansloven.

Det undrer udvalget, at Naalakkersuisut kun har kunnet finde anvendelse af 2,15 mio. kr. til forbedringer af servicekontrakterne. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Det er udvalgets overbevisning, at der må være behov for udmøntning af alle 8 mio. kr. til forbedring af servicekontrakterne.

Udvalget skal minde Naalakkersuisut om at bevillinger til tilskud til passagerbefordring er beregnet til indgåelse af kontrakter om udførelse offentlig flytrafik og skibspassagersejllads. Ifølge den tilknyttede tekstanmærkning i finansloven, skal tilskuddet til servicekontrakterne ydes efter 3 hovedprincipper til destinationer, hvor:

  • Der ellers ikke vil være transportmulighed.
  • Prisen ellers vil afholde mange fra at rejse.
  • Frekvensen ellers vil være uacceptabel lav.

I betragtning af at Naalakkersuisut har haft kendskab til sagen siden sommeren 2018, er udvalget stærkt forundret over, at det på et så sent tidspunkt, ikke har været muligt for Naalakkersuisut at finde anvendelse af de 8 mio. kr. Hvis Naalakkersuisut skulle mangle ideer, kunne udvalget anbefale Naalakkersuisut, eksempelvis at overveje forbedringer i forhold til:

  • Betjening af Upernavik og Uummannaq inden for servicekontraktområdet.
  • Løsning af mørkeperiodeproblematikken i eksempelvis Upernavik og Uummannaqområdet.
  • Betjeningen af Qaanaaqområdet.
  • Minimere problemerne i forhold til betjening af Nanortalik i vinterperioden.

Udvalget ser herefter gerne en ansøgning, der lever op til formål midlerne, som Inatsisartut har vedtaget i forbindelse med finansloven for 2019.

Set i betragtning af den samfundsmæssige betydning af nærværende ansøgning, er det udvalgets holdning, at ansøgningen burde have været fremsendt i så god tid, at befolkningen kan få nytte af de midler, der er afsat til forbedring servicekontrakterne.

Citat slut

Powered by Labrador CMS