Finansloven kan ikke behandles til tiden

I morgen skal Inatsisartut hastebehandle en særlov som skal ændre tidsfristen for vedtagelsen af finansloven for 2020. Politisk uenighed betyder, at vedtagelsen af finansloven ikke kan nås indenfor tidsfristen.

Offentliggjort

Den endelige behandling af finansloven udsættes i en uge. Egentlig skulle den være foregået på torsdag.

En sådan udsættelse kan dog ikke uden videre lade sig gøre, da loven siger, at finansloven skal vedtages 15. november. Derfor skal Inatsisartut på sit møde i morgen hastebehandle et lovforslag, som betyder, at vedtagelsen af lige præcis næste års finanslov sker senest 21. november.

- Med henblik på at sikre Inatsisartut bedre tid til at behandle finanslovsforslaget, foreslås det at fristen for vedtagelse af Finansloven for 2020 udskydes, hedder det i begrundelsen for lovforslaget.

Den endelige behandling af finanslovsforslaget er på dagsordenen for efterårssamlingen allerede flyttet til 21. november, tydeligvis i forventning af, at lovforslaget bliver vedtaget i morgen.

Udsættelsen af behandlingen af finansloven kommer efter, at det er blevet tydeligt, at der er store problemer med at få enderne til at nå sammen. Således kunne Sermtisiaq.AG fredag fortælle, at uenighederne er så store, at det reelt truer koalitionens overlevelse.

En af de helt store knaster er finansiering af en forbedring af pensionerne. Her er der opstået den besynderlige situation, at udelukkende Demokraatit i finansudvalget bakker Naalakkersuisut forslag til finansiering op, mens Siumut er gået sammen med oppositionen om at afvise finansieringsmodellen.

Naalakkersuisut har foreslået en forhøjelse af afgifter, men Siumut og oppositionen har krævet, at der findes alternative finansieringsmuligheder. Dette arbejde var Naalakkersuisut i sidste uge ikke engang gået i gang.

Dermed måtte behandlingen af forslaget om en forhøjelse af pensionerne udsættes. Som en konsekvens af dette kan finansloven heller ikke vedtages til tiden.

Powered by Labrador CMS