Finanslov 2019 lægger op til mådehold

Finanslovsforslaget for 2019 lægger op til mådehold, så vejen til en selvbåren økonomi og dermed selvstændighed kan banes.

Offentliggjort

Det var budskabet fra Naalakkersuisoq for Finanser Pele Broberg, da han præsenterede Finanslovsforslaget for 2019 mandag eftermiddag. Her pointerede han, at det fremadrettet var vigtigt at forholde sig til, hvad der var ”nice to have” og hvad der var ”need to have”. (Hvad er ”rart at have” og hvad er ”nødvendigt at have”, red.).

Solidarisk besparelser

Af den grund er fokus rettet på den offentlige administration, der tager mere end 40 procent af bruttonationalproduktet. En pristalsregulering for departementerne og kommunerne er derfor ikke lagt ind i 2019-forslaget og giver en solidarisk besparelse på 69 millioner kroner.

- Det er vigtigt, at vi har fokus på at udvikle landet, så vi finder nye og flere indtægtskilder, fastslog Pele Broberg, der erklærede, at målet var at blive uafhængig af det danske bloktilskud.

Vi kan ikke slappe af

En fremskrivning, som det økonomiske råd har lavet viser, at der vil være et underskud på balancen mellem udgifter og indtægter i den offentlige økonomi på 1 milliard kroner i 2030.

Så galt vil det imidlertid ikke gå, fastslog Pele Broberg, der i stedet kunne oplyse, at Selvstyrets fremskrivninger kun viser et underskud på en halv milliard kroner i 2030.

- Det viser, at vi ikke kan slappe af, sagde han med henvisning til grafen med de dystre underskud.

Likviditet er vigtigt

Pele Broberg påpegede vigtigheden af, at der var likviditet til at imødegå dårligere tider med eventuelt faldende indtægter fra fiskeriet, som på få år er gået fra at bidrage med nul kroner til at bidrage med knap 400 millioner kroner årligt til landskassen i fiskeriafgifter.

Finanslovforslaget opererer med et overskud på den såkaldte Drift og Anlægs konto med 19,6 millioner kroner i 2019, og et DAU-overskud på 24,5 millioner kroner.

Overordnede mål

De overordnede mål for den økonomiske politik er formuleret således:

En selvbærende økonomi

Uafhængighed af bloktilskuddet fra Danmark

Kortsigtet delmål

  • Et likviditetsberedskab, der sikrer mulighed for at leve op til garantier og forpligtelser
  • Finansloven skal være i balance eller udvise overskuid over en fire årig periode.

Langsigtede delmål

  • Finanspolitisk holdbarhed over en længere periode
  • Samfundsøkonomisk realvækst
  • Omstilling til en flerstrenget økonomi.
Powered by Labrador CMS