Lars Anker Møller, der er kendt for turistvirksomheden Arctic Dream i Tasiilaq, er begyndt at producere og sælge aluminiumsbåde til turisme- og fiskeriformål i samarbejde med værft i Litauen.
G9 Explorer har en længde på 7.83 m og en bredde 2.50 meter. Der er plads til 12 ombord. Båden Freja er en af Arctic Dreams både i Tasiilaq.Foto: Lars Anker Møller
Lars Anker Møller, der står bag turistvirksomheden Arctic Dream i Tasiilaq, er begyndt at producere og sælge specialdesignede både under navnet Anker Baade.
Med mere end 20 års erfaring med turisme i Østgrønland arbejder han sammen med det litaunske værft Gliseri om at udvikle den mest optimale aluminiumsbåd til turisme og fiskeri.
Selv købte han sin første aluminiumsbåd i 2018 foranlediget af den lave vægt og minimal vedligeholdelse, og siden blev han personligt involveret i udviklingen af båden med fokus på både indretning og udstyr, der matcher bådens formål.
– Sammen med Gliseris ingeniører begyndte jeg at designe og beregne den nye båd der fik navnet Explorer 9. Her lagde vi vægt på komfort med håndsyede sæder, støjdæmpning i skroget og affjedrede førersæder. Resultatet blev en båd, der levede op til de højeste standarder. Den første 12-passagers turistbåd under dimission 20, siger Lars Anker Møller med henvisning til, at båden kan synes under normale CE-mærkning for konstruktion.
Flere modeller
Annonce
Indtil videre har han solgt 5 både af modellen G9-Explorer og 1 af modellen G8 til turistaktører i Sydgrønland og Ilulissat.
– Den første båd vi byggede og som ankom til Tasiilaq i sommeren 2024 har nu tilbagelagt over 15.000 km per sæson, og er grundigt testet under alle forhold – i is, store bølger og andre krævende omgivelser. Jeg kan med sikkerhed sige, at denne båd opfylder de strenge krav, som turistoperatører i Grønland måtte have til en båd, siger Lars Anker Møller.
Ukiaq sejler i dag i Sydgrønland. Ifølge Lars Anker Møller kan G9 eller G12 indrettes til netop det formål man ønsker.Foto: Lars Anker Møller
Ankers flagskib
G12 bliver virksomhedens nye flagskib, der lanceres om få uger.
Lars Anker Møller fortæller, at køberen af den første udgave har været på besøg på værftet i Litauen og gennemgået detaljer og delt den erfaring han har, så de kan komme med i den første udgave. Processen på den første G12 har derfor også været noget længere end normalt, da alt skal godkendes første gang.
– Men vi vil snart kunne se den første G12i Ilulissat, siger Lars Anker Møller.
G12 er en 12 meters lang båd med walk around til 12 + 2 personer. Der er er døre i sider og agter, toilet i front. Båden har duo installation med 2 x 350 hk udenbordsmotor og med 1500 liter tank, der giver båden en god rækkevidde til de grønlandske forhold. Udstyrsmæssigt har den alt det samme som G9 samt det ekstra udstyr, der kræves til de større både.
– Vi mener at vi har bygget noget, som godt kan konkurrere med det der er på markedet, og til den halve pris, siger Lars Anker Møller.
Med mere end 20 års erfaring med turisme i Østgrønland arbejder Lars Anker Møller sammen med det litauiske værft Gliseri om at udvikle den mest optimale aluminiumsbåd til turisme og fiskeri.
Fokus på turistvirksomheder
Ifølge Lars Anker Møller er det ofte et problem med både fra Europa, at benzintanken er for lille.
– Mange kender til at skulle sejle med ekstra dunke med benzin for at komme rundt. På G9 har vi derfor en 500 liters tank, og i G12 er der en 1500 liters tank, hvilket er meget større end normalt.
Lars Anker Møller har primært fokus på turistvirksomhederne - især de nystartede, der har brug for en 12-personers båd til at sejle med turister.
– Udstyret er nøje udvalgt. Der er intet overflødigt, kun det nødvendige. Vi har lagt stor vægt på komfort både for passagerer og fører. Førerpladsen er optimeret med affjedrede sæder og støtte til hånden på gas- og gearhåndtaget, og skroget er støjdæmpet for at minimere støjgener. Dette bidrager til at forebygge skader på ryg og hørelse, som kan opstå over tid – måske mærker man det ikke nu, men efter 10 års sejlads, vil konsekvenserne kunne mærkes, siger Lars Anker Møller, og tilføjer, at byggetiden for G9 og G12 er 16- 18 uger.
– Dog prøver vi at have G9 på lager, så det kan reduceres til den tid det tager at få motor og redningsudstyr hjem.