Fåreholderne i Sydgrønland mærker konsekvenserne af en usædvanlig tør sommer med næsten ingen regn. Flere af Mads Kanuthsens marker er ved at tørre ud, og hvis tørken fortsætter, kan det blive nødvendigt at købe vinterfoder udefra til fårene.
De grønne marker er blevet matte og tørre efter en usædvanlig periode uden regn.Foto: Minik Møller
Arnaq NielsenArnaqNielsenjournalist
Offentliggjort
Regnmåleren i Narsarsuaq registrerede ikke så meget som én millimeter regn i hele juni. For fåreholder Mads Kanuthsen i Uummannartiivaq nær Narsarsuaq er der derfor ikke meget positivt at sige om måneden, når han ser på sine marker og sit husdyrhold.
– Den voldsomme tørke i juni har haft stor betydning for markerne. De arealer, vi har tilsået, tørrede voldsomt ud, og nogle steder gik afgrøderne helt ud, siger Mads Kanuthsen.
Mads Kanuthsen og hans familie har omkring 550 får, 17 stykker kvæg og syv heste. Derfor er familiens 30 hektar marker en afgørende ressource, der skal sikre græs og vinterfoder til dyrene.
Den regnløse juni har fået fåreholderne til at følge vejrudsigten ekstra nøje.
– Hver gang jeg møder andre fåreholdere, siger jeg, at vi ikke laver andet end at tjekke vejrudsigten. Vi lægger ikke mobilen fra os. Hvis vores mobiler kunne tale, ville de sige: "Nå, vejrudsigten igen." Så meget håber vi på regn, siger Mads Kanuthsen.
Annonce
Mads Kanuthsen og hans søn har tilsammen omkring 550 får. Her er nogle af dem.Foto: Minik Møller
Dyr kan komme til at mangle foder
Den manglende regn i juni betyder, at der bliver høstet mindre græs til vinterfoder.
– Det er efterhånden svært at regne med vores marker, siger Mads Kanuthsen.
– Når vi høster mindre græs, bliver vi nødt til at importere mere foder udefra.
Når markerne med tiden giver et lavere udbytte, bliver de normalt pløjet og omlagt for at forbedre græssets vækstvilkår. Men i år har tørken tvunget familien til at udsætte arbejdet.
– Vores planer om at omlægge markerne er naturligvis blevet stærkt begrænset. Nogle af de marker, vi ellers ville have fornyet, lader vi ligge, så vi ikke blotlægger jorden og gør udtørringen værre. Det arbejde må vi udsætte til næste år, siger Mads Kanuthsen.
Den kraftige regn i maj blev redningen
Selv om juni blev en usædvanligt tør måned, blev regnen i maj heldigvis en redning.
– Hvis der ikke var kommet så meget regn i maj, ville vores lam have været meget magre. Græsningsarealerne ville være tørret helt ud uden at nå at blive grønne igen. Den kraftige regn i maj reddede os, siger Mads Kanuthsen.
Mads Kanuthsens fåreholdersted ligger i Uummannartiivaraq, over for Igaliku.Foto: Minik Møller
Nogle af familiens marker ligger i fugtigt terræn, men størstedelen ligger tørt og er derfor meget afhængige af den nedbør, naturen giver. I sidste måned blev jorden så tør, at de måtte begynde at vande markerne.
– Vi har en lille bæk i nærheden, som vi brugte til vanding. Men da den også tørrede ud, kunne vi ikke gøre mere. Hvis vi havde haft en sø tættere på, kunne vi have vandet markerne, men sådan er forholdene ikke hos os, siger Mads Kanuthsen.
Da markerne er afgørende for familiens levebrød, håber fåreholderne nu inderligt på mere regn. Heldigvis kom der også lidt nedbør i juli.
– Forleden, da det havde regnet, sagde vores søn, at markerne de bedre steder nok snart ville begynde at gro igen, fordi jorden hurtigt blev fugtig, siger Mads Kanuthsen, der i øjeblikket holder ferie i Danmark.