Færøsk toppolitiker: Rigsfællesskabet er en god ide

Grønland kan få mere gavn af at overtage ansvaret for flere og flere ansvarsområder, bid for bid. Det mener en færøsk toppolitiker, der tidligere har kæmpet for færøsk løsrivelse, men som nu er tilhænger af rigsfællesskabet.

- Selvstændighed er ikke noget, man udråber. Det er noget, man opbygger område for område. Ved at gå i krig med fattigdom. Et hus skal bygges op fra grunden – ikke fra taget, siger Sjúrður Skaale. Han anbefaler Grønland at blive i rigsfællesskabet.
Offentliggjort

- Færøerne har mere selvstændighed i rigsfællesskabet, end Danmark har i forhold til EU, lyder det provokerende fra Sjúrður Skaale, folketingsmedlem for det færøske Socialdemokrati, Javnaðarflokkurin.

Han har netop udgivet en ny bog ”Da Færøerne ville løsrive sig”.

Det skriver avisen AG.

Efter i mange år at have kæmpet for færøsk løsrivelse fra Danmark, er Skaale blevet tilhænger af rigsfællesskabet. Det er den bedst mulige løsning for de 18 øer i Nordatlanten med blot 52.000 indbyggere, mener han. Vel at mærke så længe Danmark blander sig udenom og lader færingerne passe sig selv.

I dag har Færøerne en guldrandet økonomi og fungerer i praksis stort set som en uafhængig stat. Uden at høre meget fra København.

Han mener også, at Grønland står sig bedst ved at beholde rigsfællesskabet. I stedet for at gå efter selvstændighed her og nu, skal Grønland stykke for stykke overtage ansvaret for flere og flere områder. Og på den måde blive gradvist uafhængig af Danmark.

- Selvstændighed er ikke noget, man udråber. Det er noget, man opbygger område for område. Ved at gå i krig med fattigdom og andre problemer. Økonomien er afgørende. Et hus skal bygges op fra grunden – ikke fra taget, siger Skaale.

Efter mange år på løsrivelsesfløjen er han kommet til at afsky højtravende ideologi. 2008-2011 var Sjúrður Skaale medlem af Lagtinget for Republikanerne. Men meldte sig ud og blev socialdemokrat.

- Der var for meget ideologi og lidt virkelighed i partiet. Det vigtigste for mig er ganske almindelige menneskers hverdag. At arbejderen på fiskefabrikken har det godt, siger han.

Storladne tanker om selvstændighed bør komme i anden række til fordel for velfærd, mener Skaale.

Rigsfællesskab misundt

Netop velfærdssamfundet fremmes bedst i det nuværende rigsfællesskab.

- Rigsfællesskabet er en nærmest absurd konstruktion. Men det er den bedste. Og fællesskabet kan kun bestå, fordi man giver hinanden så meget plads, lyder det fra det færøske folketingsmedlem.

Du kan læse mere i avisen AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS