Færøsk regering sender ny og mere lempelig abortlov i høring

Nyt lovforslag skal gøre det muligt for færøske kvinder at få en fri abort frem til 12. graviditetsuge.

Ifølge landsstyremand for justits, Bjarni Kárason Petersen, er formålet med det nye lovforslag blandt andet at gøre abortlovgivningen p Færøerne tidssvarende. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Færøernes abortlov skal ændres, så kvinder kan få en fri abort til udgangen af den 12. graviditetsuge.

Det mener den færøske regering, der har sendt et lovforslag i høring. Det skriver det færøske medie KVR, og det fremgår også af det færøske justitsministeriums hjemmeside.

Abortlovgivningen på Færøerne stammer tilbage fra 1956. Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.

Kvinder kan kun få en abort i dag, hvis det eksempelvis vurderes, at der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred eller, kvinden har været udsat for voldtægt eller incest.

Skal være mere tidssvarende

Ifølge landsstyremand for justits, Bjarni Kárason Petersen, er formålet med det nye lovforslag blandt andet at gøre abortlovgivningen tidssvarende.

- Det er ikke nemt at finde en løsning, der tilfredsstiller alle holdninger til dette meget følsomme emne.

- Men kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og sin reproduktive sundhed vejer højt i denne sammenhæng, siger Bjarni Kárason Petersen ifølge KVR.

Danmark fik fri abort i 1973, hvor Færøerne valgte at beholde lovgivningen fra 1956.

Sidste nordiske land uden fri abort

Med den nye abortlov vil den færøske regering også gøre det muligt at få en abort efter 12. uge under "nærmere fastsatte betingelser" og med tilladelse efter en lægekonsultation.

Et offentlig rådgivningstilbud til kvinder, der overvejer abort, skal også etableres. Det vil dog ikke være et krav for at få en abort, at kvinden har modtaget rådgivning.

Lovforslaget har høringsfrist 5. februar.

1. september 2023 fik kvinder i Finland adgang til fri abort indtil uge 12, hvor der før skulle være tilladelse fra to læger. Siden har Færøerne været det sidste nordiske land, der ikke har fri abort.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS