Færing skal lede Sundhedsvæsenet
Det bliver den tidligere styrelseschef Jóanis Erik Køtlum, der bliver ny administrativ chef for det grønlandske Sundhedsvæsen.
- Som direktør får han opgaven med at styre Sundhedsvæsenet igennem coronakrisen, styrke og fortsat udvikle en kultur og praksis, hvor patienten sættes først og inddrages på forskellige niveauer, oplyser Departementet for Sundhed i en pressemeddelelse.
Han erstatter den tidligere styrelseschef for sundhed og forebyggelse Malene Marie Nielsen.
Ny cheftitel
Som noget nyt er titlen styrelseschef blevet udskiftet med ordet direktør.
Tine Pars forklarer over for Sermitsiaq.AG, at det skyldes, at der i stillingen rent faktisk ikke ligger nogle styrelsesopgaver, og titlen har tidligere givet anledning til misforståelser hos de danske sundhedsmyndigheder, som man arbejder tæt sammen med.
- Jóanis Erik Køtlum får således ansvaret for alle administrative opgaver, mens den lægefaglige chef er Berit Bjerre Handberg, mens den tredje i ledelsesgruppen er chefsygeplejerske Ella Skifte, forklarer Tine Pars.
Den nye direktør Jóanis Erik er uddannet cand. merc. fra CBS i København. Han har arbejdet inden for sundheds- og sygehusadministration i hele sin karriere og har videreuddannet sig bredt inden for ledelsesområdet, særligt inden for projektledelse og i it-understøttende funktioner i Sundhedsvæsenet.
Tidligere styrelseschef
Jóanis Erik Køtlum sad i stillingen som styrelseschef fra 2013-2016 og har det seneste år løst opgaver for Sundhedsvæsenet som selvstændig konsulent.
- Med de store udfordringer og spændende udviklingsprojekter inden for sundhedsområdet er det med stor tilfredshed, at det har været muligt at tiltrække en så kompetent person som Jóanis Erik, der ud over sin store faglige styrke også er vild med Grønland og befolkningen, siger departementschef Tine Pars ifølge pressemeddelelsen.