Erik efter valgsejr: Vi skal have et kig på koalitions samarbejdet

Forudsætningerne for koalitionssamarbejdet mellem Inuit Ataqatigiit og Siumut har ændret sig, efter Siumut har vedtaget en lang række nye politiske tiltag. Samarbejdet skal måske justeres, men Erik Jensen går efter at blive i koalitionen.

Her er Siumuts nye bestyrelse. De får travlt i de kommende dage. De skal finde en prioriteringsplan for partiets opdaterede politiske program, ligesom de skal forholde sig til hvorvidt koalitionen kan fortsættes, når Erik og Múte har talt videre om grundlaget for koalitionssamarbejdet.

Siumut har vedtaget nye politiske målsætninger for partiet med en række nye tiltag, som partiet nu skal arbejde for. Det kan få betydning for koalitionssamarbejdet med IA. Erik Jensen har allerede talt med Múte B. Egede søndag aften og regner med de to vil finde en vej for det fortsatte samarbejde.

De mest markante krav der er at finde i de opdaterede politiske målsætninger for 2023-2026:

  • Siumut kræver at Naalakkersuisut skal udvides med en Naalakkersuisoq for Statsdannelse. Vedkommende skal koordinere og arbejde for en lang række tiltag for at speede op for statsdannelsesprocessen.
  • Siumut erklærer at partiet fastholder sin uranpolitik, nemlig at det skal være muligt at bruge uran som bi-produkt. Dog denne gang med en garanti for at lokale borgere skal inddrages, hvis der er tale om bynære projekter, eksempelvis Kuannersuit.
  • Siumut vil nedsætte en kommission der skal fremkomme med en betænkning om hvordan hjemtagelser skal prioriteres.
  • Siumut vil tilbageføre gældsinddrivelsesområdet til kommunerne og ændre udligningssystemet mellem kommunerne.

Det er blot et lille udpluk fra de næsten 70 sider der er kommet ud af landsmødet.

Erik Jensen: Jeg har talt med Múte og vi taler videre de kommende dage

Blækket er endnu ikke tørt på det nye program for Siumut politik, og det store partis sekretariat er igang med at sammenskrive hvad der er besluttet i weekenden.

Erik Jensen bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at han allerede søndag efter formandsvalget, har talt med formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede:

- Ja, vi har en del at tale med hinanden om, og det er vi begyndt på. Og ja, vores målsætninger i partiet giver anledning til evaluering af koalitionssamarbejdet, men jeg gik til valg på at fortsætte den linje koalitionen har sat sig for at køre frem til næste valg til Inatsisartut, og det har jeg tænkt mig at indfri.

Erik Jensen understreger, at det kræver en grundig evaluering af samarbejdet.

- Så må vi se, hvor meget vi kan nå at få indført fra de nye målsætninger, siger Erik Jensen.

Powered by Labrador CMS