ny koalition
Enoksen føler sig snydt
Partii Naleraq var med i en nedfældet koalitionsaftale helt til det sidste sekund, indtil de kunne læse i pressen, at en ny koalition var blevet dannet, og at der skulle holdes pressemøde
Partiformændene for Siumut, Demokraterne og Atassut underskrev og præsenterede torsdag den nye koalitionsaftale.
- Jeg føler mig snydt, siger formand for Partii Naleraq Hans Enoksen.
Han sidder på sit kontor i partigangen i selvstyrets lokaler med en nedfældet koalitionsaftale på 23 sider i hånden. På forsiden kan man se logoerne af fire partier, der ellers var på vej til at danne en koalition. Det er Siumut, Demokraterne, Atassut og Partii Naleraq. Men sådan blev det ikke.
- Vi gik tilbage til vores hovedbestyrelse som aftalt for at drøfte nogle ting efter vores møde med Siumut. På intet tidspunkt var der noget, der tydede på, at Siumut var utilfreds med os, siger han.
Læs: Hans Enoksen: Ikke for enhver pris
Hans Enoksen: Siumut skulle have informeret os
Han fortæller om deres aftale med Siumut om, at alle koalitionsforhandlingerne skulle baseres på ærlighed og gensidig respekt. Og netop af den grund havde Partii Naleraq ikke talt med andre partier om andre samarbejdsmuligheder.
- Siumut skulle have informeret os om, at der var problemer i stedet for at lade os i stikken. Det var ikke god stil, siger Hans Enoksen.
Læs: Inuit Ataqatigiit havde flere kompromisser klar
Var åbne for lempelser
Partii Naleraq tror, at deres krav om nedsættelse af huslejen, forhøjelse af fiskekvoter, grønlandisering i de offentlige arbejdspladser, forbedring af levevilkårene især i yderdistrikterne og ikke mindst grundige undersøgelser før udvinding af uranholdige mineraler og råstoffer må have været svære at sluge for Siumut.
- Men vi har ellers været meget large under forhandlingerne. Selv uranen kunne vi have lavet en aftale om, som alle parter kunne leve med. Men det var åbenbart ikke nok, forklarer Hans Enoksen.
Læs: Uran afgjorde koalitionsforhandlingerne
Kritiserer den nye koalition
Partii Naleraq holder fast ved deres mærkesager og har ikke tænkt at flytte sig.
- Der er ikke brug for flere lufthavne i øjeblikket. Det er nogle af de ting, vi har kritiseret under koalitionsforhandlingerne. De mindre bemidlede har ikke råd til at flyve. Det der er brug for er til gengæld en forbedring af levevilkårene, pointerer Hans Enoksen.
Læs: Siumut, Atassut og Demokraterne danner koalition