Elektronikgiganter lancerer foldesmartphones

En smartphone, der kan foldes ud og blive til en tablet, er blandt de nyeste trends hos teknologivirksomheder.

Onsdag lancerede Samsung sin første foldesmartphone. Senere har flere teknologivirksomheder fulgt trop
Offentliggjort

Kinesiske Huawei ventes søndag at hoppe med på bølgen af seneste elektroniktrend og lancere en smartphone, hvor skærmen kan foldes.

Dermed slutter selskabet sig til klubben med Samsung og kinesiske Xiaomi, der allerede har løftet sløret for foldesmartphones.

Det ventes, at Huawei vil fremvise en model, der ud over at kunne foldes også kan kobles til det superhurtige 5G-netværk.

Ifølge John G. Pedersen, der er tech-kender og chefredaktør på meremobil.dk, er foldesmartphonen et udtryk for, at man forsøger at udvikle smartphones.

- Vi har en firkantet kasse med en skærm ovenpå, som ligger og lyser. Sådan ser alle smartphones ud. Man mangler det, der gør det rigtig fedt at være smartphone-kunde.

Samsungs foldesmartphone, Galaxy Fold, fungerer som en smartphone, men kan også foldes ud og bruges som en tablet. Selve foldetekneknologien er skjult i produktet.

Derfor kan man ikke se selve foldet på skærmen, når produktet er udvidet til en tablet. Man kan frit skifte mellem telefon- og tablettilstand, som man ønsker.

Galaxy Fold ventes at være tilgængelig på markedet 26. april. Prisen på det danske marked er usikkert, men ventes at ligge på omkring 15.000 kroner.

- I starten vil det være teknologientusiaster, first movers og til dels også erhvervssegmentet, der vil kaste sig over foldesmartphones, vurderer John G. Pedersen.

Han peger på, at succesen afhænger af, om man udvikler apps, som understøtter de store skærme.

- Det nytter ikke noget, at vi får en foldbar enhed, der er mega dyr, hvor vi får vores standard Facebook-app foldet ud i flere tommer, siger han.

- App'en skal byde på noget ekstra lækkert, for at det giver mening at folde den ud, fortsætter han.

Den kinesiske teknologivirksomhed Xiaomi har også lanceret en smartphone, hvor skærmen kan foldes.

Men modsat andre modeller, så kan Xiaomis model foldes op til tre gange.

- Det er meget interessant, at Xiaomi har adopteret en mulighed for at folde tre veje i sin prototype, siger Ben Wood fra konsulentfirmaet CCS Insight til BBC.

- Det er svært at vurdere fordelene af dette modsat at folde en gang, lyder det videre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS