Eksplosiv smittespredning på Færøerne

Antal af smittede med Covid-19 fortsætter med at vokse på Færøerne. 38 personer er torsdag fundet positive, som er det højeste tal på en enkelt dag. 54 er nu smittede på Færøerne på tre dage.

Offentliggjort

Det færøske sundhedsministerium har udsendt en advarsel om, at situationen på Færøerne er meget alvorlig. Et stort smitteudbrud er under udvikling, og coronavirusset breder sig hurtigere på Færøerne end i de nordiske nabolande.

Alene torsdag har man fundet 38 personer med covidsmitten, der blev testet onsdag.

De 54 smittede svarer i sig selv til en forekomst på 103,8 smittede per 100.000 indbyggere.

900 personer blev undersøgt på sygehusene onsdag, men er endnu ikke færdig med at analysere alle prøverne. Torsdag var der igen lange køer på de tre sygehuse.

- Vi må alle sammen leve som om vi er syge. Vi på passe på os selv og andre ved at holde afstand og have god hygiejne, erklærer landslæge Lars Fodgaard Møller.

Samme smittekilde

Udmeldingen fra myndighederne om smittekilden har været forskellig, siden man fandt de første tilfælde for tre dage siden.

I den nyeste udmelding siger det færøske sundhedsministerium, at der er tale om samme smittekilde. Konklusionen bygger på et stort arbejde i med smitteopsporing. Men man ved ikke, hvordan smitten er kommet ind i samfundet.

Landslægen uddyber overfor færøsk tv, at mange af de smittede har deltaget i et privat arrangement, som har ført smitten videre i forbindelse med Olajfesten.

Ifølge landslægen breder smitten sig meget hurtigt, og som noget usædvanligt finder man mennesker, som har fået smittet dagen før.

- Det har man ikke set før på Færøerne, og det gør også at det er svært at inddæmme smitten, siger landslægen.

Flere test

Færøerne blev i foråret verdenskendt for at være et af de få lande i verden, som fik antallet af smittede ned på nul efter at være ramt af udbruddet.

Færøerne har hele tiden gjort meget ud af at teste mange personer, og det er også obligatorisk at blive testet ved indrejse til Færøerne

Imidlertid er antallet af smittede vokset, efter at man åbnede for turister igen.

Laboratorier tilbyder 6. dagstest

Ifølge den færøske avis Dimmalætting tilbød de kliniske laboratorier Amplexa Genetics og Thetis i juni sundhedsministeriet, at de kunne teste ved den sjette dag. Epidemikommissionen valgte ikke at tage imod tilbuddet.

Thetis laver i dag prøver i lufthavnen og Amplexa Genetics undersøge passagerer, som rejser med færge fra Hirtshals til Færøerne og Island.

Hans Atli Dahl fra Amplexa Genetics siger, at man ville have fundet 95 procent af de smittede, hvis man også testede den sjette dag.

Landsstyret meddelte onsdag, man nu vil anbefale, at passagerer bliver testet på sjette dagen. Men der er ikke hjemmel for at kræve det.

Powered by Labrador CMS