eftersøgning
Eftersøgningsgruppe: Vi håber stadig
Lørdag var det tre uger siden, nogen så Nick Duus Nielsen sejle fra Narsaq. Eftersøgningsgruppe håber stadig på, han findes derude. Et sted
- Man har før hørt, at folk har kunne overleve et par måneder ude i naturen uden noget. Det er jo det, vi håber, Nick Duus Nielsen gør. Vi håber, han en dag dukker op.
Sådan fortæller Nick Duus Nielsens' tante, Abrocia Hansen, der står bag Facebook-siden Indsamling Til Eftersøgning Af Nick Duus Hansen.
- Det er jo sommer, og vi tror på, at chancerne for at finde Nick er gode. Det underlige er jo, at man ikke har fundet noget som helst fra båden. Vi tror på, at han findes derude. Og hver eneste dag siden Nicks forsvinden har vi hver dag haft to både ude for at lede efter ham, siger Abrocia Hansen.
Folk har sejlet langs kysten op til Paamiut, hvor man har kigget alle steder, ligesom man har sejlet fjordene tynde og kigget i 33 hytter, om Nick Duus Nielsen skulle opholde sig der.
- Politiet har indstillet eftersøgningen, hvad er det, der gør, at I bliver ved?
- Vi håber jo så meget på at finde ham. Det er det, der gør, at man holder modet oppe. Også selv om der er gået tre uger siden, han forsvandt. Han er der ude, et eller andet sted, siger Abrocia Hansen.
Læs også: Frivillige samler ind til Eftersøgning af Nick Duus Nielsen
Nick Duus Nielsen forsvandt 20. juli, en lørdag morgen, hvor han sejlede fra havnen i Narsaq. Han havde været til en fest, hvor han på grund af nogle uoverensstemmelser valgte at forlade området. Han er sejlet af sted i en speedbåd af mærket 'Yamarin C 59', cirka 18-20 fod og hvid med halvåben kabine. Båden har monteret en motor med 115 hestekræfter af ukendt mærke. Ingen umiddelbare særlige kendetegn, men venstre søgelænder mangler.