Eftersøgning af ældre mand endte godt
En mand på 63 år i Ilulissat blev af pårørende meldt savnet i går torsdag, da han ikke nåede til Ilulissat fra sin vandretur i Oqaatsut. Kort tid inde i eftersøgning blev manden fundet.
Pårørende til en 63-årig mand meldte ham som savnet til politiet torsdag klokken 12.37.
- Manden skulle være taget af sted torsdag morgen for at vandre gennem terræn fra Oqaatsut til Ilulissat. Men manden nåede ikke til Ilulissat til det aftalte tidspunkt, hvorfor pårørende blev bekymret og meldte ham savnet, fortæller vagtchef i Grønlands Politi, Gedion Quist til Sermitsiaq.AG.
Efter en hurtig efterforskning konstaterede politiet, at manden ikke befinder sig i bygden Oqaatsut eller Ilulissat.
Derfor blev en SAR-operation iværksat.
Opfordring til vandrere
Eftersøgningen endte dog hurtigt men godt, da manden selv nåede ind til byen kort tid efter, brandvæsen og politi iværksatte eftersøgningen.
Det er sæson for vandring og overnatninger i naturen. Derfor opfordrer politiet borgere, der skal på vandretur til at lave klare aftaler med deres pårørende om turene.
- Hvis du vil vandre i naturen, så lav en klar aftale med din familie om returtidspunktet. Der er også mobildækning det meste af området mellem Oqaatsut og Ilulissat. Så derfor hav en opladet mobil med, eller VHF samt InReach på dig, så du altid kan komme i kontakt med din familie, opfordrer vagtchefen.