Hvis Danmark skal forhindre, at USA overtager Grønland, er det vigtigt, at Grønland selv melder ud, at man hellere vil blive hos Danmark.
Det mener folketingsmedlem for de Konservative Rasmus Jarlov.
Hvis Danmark skal forhindre, at USA overtager Grønland, er det vigtigt, at Grønland selv melder ud, at man hellere vil blive hos Danmark.
Det mener folketingsmedlem for de Konservative Rasmus Jarlov.
I et opslag på Facebook skriver Jarlov, at han har givet mange interviews til internationale medier, og her bliver han ofte spurgt, om ikke det er fint for grønlænderne at blive en del af USA, når nu Grønland er så utilfredse med at være en del af Danmark.
Det budskab legitimerer USA's planer om overtagelses, mener Rasmus Jarlov.
- Ikke en annektering men en befrielse
Ifølge Jarlov gør Danmark alt, hvad landet kan, for at hindre en amerikansk overtagelse, men det kræver Grønlands deltagelse, hvis det skal lykkes:
- Hvis Danmark er en ond kolonimagt, er det ikke noget overgreb mod Grønland, hvis amerikanerne annekterer Grønland, men en befrielse.
- Amerikanske politikere kan forsvare det overfor sig selv og deres bagland, og det internationale samfund kan ikke kæmpe lige så meget imod., som de kunne, hvis I hjalp os med at fordømme amerikanerne entydigt i stedet for hele tiden også at fordømme Danmark, lyder opfordringen fra Rasmus Jarlov.
Udmeldingen kommer efter, at de seneste dage har vist ulmende uenighed mellem Danmark og Grønland.
Vivian Motzfeldt vil stå forrest
Fredag udtalte naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), til DR, at hun bør stå forrest ved mødet med USA i denne uge, til trods for at det er Danmark, der her ansvaret for udenrigs- og sikkerhedspolitik for Kongeriget. Hun har også antydet, at Grønland burde kunne mødes med USA alene.
Hendes partifælle og næstformand i Siumut Ineqi Kielsen kom med en lignende melding til Radio 4 søndag, og tidligere på ugen kunne DR fortælle, at et Teams-møde mellem grønlandske og danske politikere om USA-situationen endte med ophedet diskussion mellem parterne.
Derudover er der også politikere i Grønland, som ser USA's ønske om at overtage Grønland som en mulighed fremfor en trussel.
Eksempelvis har medlem af Inatsisartut for Naleraq Kuno Fencker fortalt til den amerikanske tv-station CNN, at han ser en mulighed i en free association-aftale med USA som en vej til Grønlands selvstændighed.
Mandag middag i denne uge er der kommet en tydeligere melding fra Naalakkersuisut, som har sendt en kortfattet pressemeddelelse ud, hvor formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), slår fast, at Grønland er en del af Kongeriget Danmark.