Dyk i antal studerende bekymrer

16 studerende er i år begyndt på uddannelsen til socialpædagog, og det er alt for lidt, mener rektor Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat.

Rektor på Socialpædagogisk Seminarium, Nuka Kleemann, er bekymret over det lave antal studerende på socialpædagog uddannelsen.
Offentliggjort

Med uddannelsen som socialpædagog i hånden kan man blandt andet komme ud og gøre en forskel for børn på døgninstitutioner samt bidrage til at styrke kvaliteten af tilbuddene i landets daginstitutioner.

Desværre er ansøgere, som opfylder optagelseskriterierne til uddannelsen, blevet færre gennem de senere år, og i år begynder kun 16 studerende på uddannelsen.

- Det er bekymrende i forhold til det store behov for pædagogisk faglighed og uddannet personale på både dag-, handicap- og døgninstitutionsområdet i hele Grønland, skriver Nuka Kleemann, rektor på Socialpædagogisk Seminarium, i en pressemeddelelse.

Ifølge uddannelsesinstitutionen har der kun to gange tidligere været færre end 20 studerende til studiestart.

Mange har takket nej

Det lave antal studerende skyldes også, at mange har valgt at takke nej, selvom de er blevet tilbudt en studieplads. Begrundelserne har blandt andet været, at de er blevet optaget på en anden uddannelse, der er ikke blevet sendt dokumentation for gennemført gymnasial uddannelse eller den gymnasiale uddannelse er mod forventning ikke gennemført.

Antallet af studerende skal desuden ses i lyset af, at det erfaringsmæssigt kun er omkring 62 procent, der gennemfører uddannelsen.

- PI/SPS håber selvfølgelig, at det ikke udvikler sig til en tendens, men at der igen fremover bliver flere som ønsker studiestart på bacheloruddannelsen til socialpædagog, udtaler Nuka Kleemann.

Flere tiltag sat i søen

Seminariet har sat flere tiltag i søen for at styrke optagelsesgrundlaget til socialpædagoguddannelsen.

Det drejer sig blandt andet om en uddannelse til socialassistent, hvor der i år er startet to hold. Uddannelsen er adgangsgivende til socialpædagoguddannelsen.

- Med de nye tiltag forventer PI/SPS, at der løbende sker uddannelsesløft på det pædagogiske område, men har fortsat en bekymring om, hvorvidt det er tilstrækkeligt til at motivere studerende til at søge videre og studere på bacheloruddannelsen til socialpædagog, skriver Nuka Kleemann.

Han uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at man også vil forsøge at blive bedre til at markedsføre uddannelsen:

- Vi skal være bedre til at sælge os som seminar. Vi har nogle gode fysiske rammer med nye bygninger og gode kollegiefaciliteter, hvor der ikke er venteliste. Vi har også et familiekollegie på vej om cirka to år, siger Nuka Kleemann.

Powered by Labrador CMS