Drabssag fra Ilulissat: Den anklagede nægter sig skyldig
Mandag er en makaber drabssag fra Ilulissat sidste år begyndt i retten. Den anklagede mand i sagen nægter sig skyldig i manddrab og usømmelig omgang med lig. Det skriver KNR.
Grønlands måske mest brutale drabssag i historien behandles i Qaasuitsoq Kredsret i denne uge. Første dag brugte anklager i sagen, Marutha Thayapharan, på at gennemgå de blodige detaljer om selve mordet og til at få fastslået sammenhængen mellem offer og den sigtede.
Anklageren har krævet at den sigtede idømmes forvaring på ubestemt tid, men mandag kom det frem i retssalen, at den sigtede nægter sig skyldig i drabet og det andet forhold i sagen om usømmelig omgang med lig. Det skriver KNR.
Forsvar Finn Meinel har ikke ønsket at udtale sig til Sermitsiaq.AG om sagen, før dommen er afsagt.
Mandag kom det blandt andet frem at politiet fik deres gennembrud i sagen den 4. oktober, hvor et hoved blev fundet med 58 stiksår.
Ifølge undersøgelserne skete volden både før og efter dødens indtræden, skriver KNR.
Det kom også frem, at videoovervågning fra den 28. september dagen før drabet viser den anklagede og offeret køber øl sammen i en kiosk. Natten til den 29., hvor drabet angiveligt er sket, er der lagt en profilvideo op på Facebook af de to, hvor der også er en kniv med i videoen. Dette fremlagde anklager Marutha Thayapharan, også i retten mandag ifølge KNR.
Offeret var en 24-årig mand
Sagen begyndte da politiet i oktober sidste år modtog en anmeldelse om fund af en ligdel på forbrændingsanlægget i Ilulissat. Den efterfølgende efterforskningviste at ligdelen tilhørte en 24-årig mand og få dage senere blev tre personer anholdt i sagen, hvor en mand og en kvinde blev sigtet. Den anden mand som optrådte i den før nævnte video fra en kiosk dagen før drabet er ikke sigtet i sagen.
Den 28-årige er udover manddrab og usømmelig omgang med lig også tiltalt for brugstyveri, at have kørt uden kørekort og to voldelige overfald. Det er forhold som han erkender, skriver KNR.
Retssagen fortsætter i dag, hvor der ifølge KNR skal afhøres 10 vidner i sagen og i morgen onsdag, mens der efter planen skal afsiges dom torsdag.