Tragedie i Kangerlussuaq

Drab og selvmord i Kangerlussuaq

Mens en mand er fundet dræbt og en anden mand, der formentlig har begået selvmord, er en svært tilskadekommen kvinde efter vold også fundet i Kangerlussuaq

Offentliggjort

Politiet i Qeqqa, lokalstation Kangerlussuaq, blev natten til torsdag klokken 03.06 kontaktet af en borger, der ønskede at anmelde, at der var afgivet skud i boligområdet Rustenborg i forbindelse med en efterfest.

Politiet har efterfølgende på stedet fundet to mænd på henholdsvis 33 år og 29 år, der er afgået ved døden som følge af skudlæsioner, samt en kvinde på 34 år med svære skader efter vold.

Det meddeler regionslederen i Qeqqata Politi, politikommissær Johan Davidsen, i en pressemeddelelse.

Johan Davidsen oplyser, at den ene mand er dræbt, mens den anden mand formodes at være afgået ved døden ved selvmord.

Kvinden er evakueret til Nuuk
Den svært tilskadekomne 34-årige kvinde er torsdag morgen blevet evakueret til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor hendes tilstand betegnes som kritisk.

- Den indledende efterforskning af forløbet har sandsynliggjort hændelsesforløbet, og der er formentlig ikke yderligere gerningsmænd på fri fod, siger Johan Davidsen.

Politiet kan ikke oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt, da efterforskningen stadig er i gang.

Ifølge Johan Davidsen er der kriminalteknikere på stedet, mens der er tilkaldt en retsmediciner fra Danmark, som kommer på mandag. Ligeledes har politiet anmodet om kriminalteknisk assistance fra Rigspolitiet.

De pårørende til de døde er underrettet.

Powered by Labrador CMS