Doris til Egypten og Tyrkiet
Folketingsmedlem for Siumut, Doris Jakobsen skal på sin første udlandsrejse sammen med Det Udenrigspolitiske Nævn
Folketingsmedlem for Siumut, Doris Jakobsen, skal til Egypten og Tyrkiet sammen med Det Udenrigspolitiske Nævn. Arkivfoto
På søndag tager Doris Jakobsen, Siumut, på sin første udlandsrejse som repræsentant for Folketinget. Det sker sammen med Det Udenrigspolitiske Nævn, og rejsen går til Tyrkiet og Egypten.
Rejsen er først og fremmest en orienteringsrejse, hvor nævnet med egne øjne skal se på udviklingen i nogen af de centrale brændpunkter i regionen og høre på briefinger fra politikere og ambassadører.
Doris Jakobsen vil således komme til at møde en række kolleger fra såvel de tyrkiske som de egyptiske politiske partier, ligesom der er planlagt møder med Tyrkiets finansminister og Egyptens udenrigsminister.
Herudover vil nævnet besøge en flygtningelejr i Tyrkiet på grænsen til Syrien og også mødes med NGO-bevægelserne bag den politiske omvæltning, der er sket i Egypten.
- Det er med stor glæde og forventning, jeg deltager i denne udvalgsrejse. Tyrkiet og Egypten er centrale aktører i den del af verden, hvor det arabiske forår blomstrer lige nu. Samtidig er begge lande store og gamle kulturområder, der har haft en afgørende indflydelse på udviklingen af hele verdenshistorien.
- Jeg er sikker på, at denne rejse vil kunne give mig nye indtryk og en omfattende viden om den udenrigspolitiske udvikling. I dagens globale samfund berører enhver udvikling af den art, der lige nu foregår i Tyrkiet og Egypten os alle. Og det håber jeg, jeg kan bringe viden om med tilbage til Grønland, siger Doris Jakobsen om rejsen.