Dømt for brutalt drab i Aappilattoq: Syv år og seks måneder i anstalt
En 34-årig mand er torsdag blevet dømt til syv år og seks måneders anstaltsanbringelse for at knivdrab han har begået i Aappilattoq sidste år.
Drabet i Aappilattoq i august sidste år har nu fået sit endelige punktum.
Torsdag er der faldet dom i sagen, hvor den anklagede er dømt for alle de seks forhold han er tiltalt for. Anklageren er godt tilfreds med sagens udfald:
- Vi er glade for, at der er sat punktum i en sag, som har været længe undervejs, og vi er glade for den afgørelse retten har truffet, siger anklager Martin Strandby fra Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG.
Dommen er ikke anket
Den dømte skal syv år og seks måneder i anstalt og er blevet dømt til at betale erstatning for forsørgertab til offerets efterladte. Hverken anklager eller forsvar har anket dommen, som derfor er endelig.
I første omgang gik anklageren efter syv års anstaltsanbringelse, som er det normale for drab. Men det ændrede han i sidste sekund.
- Under min procedure valgte jeg at skærpe det til syv år og seks måneder på grund af voldsomheden i drabet. Der er tale om ikke under 26 knivstik i ryggen, hvor to går hele vejen igennem kroppen. Derudover er halspulsåren overskåret to steder.
Også dømt for databedrageri
De voldsomme detaljer i drabet er blevet gennemgået i Kujalleq Kredsret de seneste dage, og har altså fået anklageren til at gå efter en hårdere foranstaltning end i første omgang.
-Vi er glade for rettens bedømmelse af sagen og for at foranstaltningen svarer til brutaliteten og voldsomheden i drabet, slutter anklager Martin Strandby.
Udover drabet i Aappilattoq den 14. august 2021 er manden også dømt for databedrageri, hvor tiltalte har brugt hævekort som ikke var hans eget til indkøb af riffel, patroner og cafebesøg.