Domstol i USA afviser børns stævning af landets klimapolitik
Unge fra 8 til 19 år får nej til at hive USA's regering i retten for klimapolitik. Men dommere er forstående.
En føderal domstol i USA har fredag afvist et søgsmål fra børn og unge, som hævder, at den amerikanske regerings klimapolitik bringer deres fremtid i fare.
Det er et stort tilbageslag for gruppen og kommer efter flere lignende forsøg ved domstolene.
Appeldomstolen - the 9th U.S. Circuit Court - siger i sin afgørelse med to dommerstemmer mod en, at sagsøgerne, der ved starten af forløbet var mellem 8 og 19 år, mangler juridisk basis til at kunne føre deres sag.
Det hedder videre, at de unges klage bør behandles af andre instanser i den føderale regering.
Men en af dommerne, Andrew Hurwitz, siger, at domstolen kun "modstræbende" er nået frem til afgørelsen. Han udtrykker forståelse for de unges sag.
Han henviser til, at der er "tvingende" beviser for, at regeringen længe har forsøgt at fremme kul, olie og andre fossile stoffer. Der burde være nok viden om, at de kan medføre katastrofale forandringer i klimaet, påpeger han.
Dommeren, som gik imod afgørelsen, Josephine Staton, mener, at USA's forfatning ikke "bifalder, at nationen forsætligt ødelægges" af klimaforandringer.
Det ville svare til, at regeringen ville sidde på sine hænder og undlade at finde et forsvar mod en asteroide, der havde kurs mod Jorden, mener hun
Appeldomstolens afgørelse sætter et foreløbigt stop for en sag, der kunne få vidtrækkende konsekvenser.
Bag søgsmålet stod en ungdomsorganisation, Our Children's Trust. Den har hovedkvarter i delstaten Oregon.
Organisationen har tidligere præsenteret søgsmålene. Det er sket ved en række lavere domstole fra Washington til Alaska.
Det første søgsmål blev afleveret til en føderal domstol i Oregon i 2015. Her hed det, at regeringens miljø- og energipolitik krænker børn og unges forfatningsmæssige ret til at vokse op under sunde og levedygtige forhold.