Døgnrapport: Sejler evakueret med helikopter - mænd løsladt efter skyderi
Onsdag blev en tilskadekommen mand evakueret med helikopter, efter han havde påsejlet et skær. Desuden blev to mænd løsladt i Tasiilaq, efter de havde været anholdt i forbindelse med en skudepisode.
Lidt før kl. 13 onsdag fik Grønlands Politi melding fra en mand, der havde påsejlet et skær.
Påsejlingen skete lidt syd for Aasiaat, og manden, der var alene på båden, kaldte efter hjælp til Aasiaat Radio.
Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Peter Bauer.
Politiet besluttede at sende blandt andet en SAR-helikopter afsted mod den tilskadekomne mands position. En båd, der befandt sig i nærheden, nåede dog først frem.
Blev fløjet til sygehuset i Aasiaat
Det viste sig, at manden havde læsioner på sin brystkasse, og efter en lægefaglig vurdering fortsatte helikopteren mod stedet.
Manden blev bragt om bord i helikopteren, som fløj ham til sygehuset i Aasiaat, hvor han modtager behandling for sine skader, fortæller Peter Bauer.
Vagtchefen oplyser desuden, at to mænd onsdag er blevet løsladt i Tasiilaq, efter at de tirsdag aften var blevet anholdt efter en skudepisode i byen.
Skyderi skete i forbindelse med diskussion
Ifølge vagtchefen har sagen været forelagt for juridisk vurdering, og der blev altså truffet beslutning om at løslade de to mænd.
De to mænd blev anholdt, efter at politiet fik anmeldelse om, at der var blevet afgivet to til tre skud på en adresse i nærheden af kirken i Tasiilaq.
Peter Bauer kan torsdag morgen fortælle, at skyderiet opstod i forbindelse med en diskussion mellem i alt fire personer, der var på adressen. Skyderiet skete ude på gaden, men der var ifølge politiet ikke andre mennesker end de fire implicerede i nærheden, da episoden fandt sted.
Sagen skal nu efterforskes færdig, og der vil efterfølgende blive taget stilling til, om der er sket strafbare forhold, som der kan rejses sigtelse for.