DK: 53-årig grønlandsk kvinde får seks års fængsel for dødsvold mod kæreste
En kvinde, som sidste år stak en 56-årig mand med kniv, er ikke skyldig i drab, har byret afgjort.
En 53-årig kvinde er tirsdag ved Retten i Hjørring idømt seks års fængsel for vold med døden til følge.
Det skriver Nordjyske.
Den 53-årige kvinde var tiltalt for at have dræbt en 56-årig mand, som hun havde et kæresteforhold til, da hun stak ham med kniv 7. maj sidste år i Frederikshavn.
Men retten vurderede ikke, at hun skulle dømmes for drab.
Ifølge Nordjyske lagde retten vægt på, at knivstikkene skete i forbindelse med vold og et skænderi, og at både kvinden og manden var stærkt påvirkede.
Flyttet fra Grønland et halvt år før
Den 53-årige kvinde har erkendt, at hun har stukket sin partner med kniv. Men hun nægter, at hun havde forsæt til at dræbe ham.
Nordjyske skriver, at kvinden i retten har fortalt, at parret egentligt havde det godt sammen
- Men han havde havde misbrugt min datter, da hun var 14-15 år gammel, og når vi fik penge, drak vi og røg hash, og så kom der skænderier og vold, forklarede den 53-årige, via tolk, i retten.
Parret var rejst fra Grønland til Danmark et halvt år før hændelsen.
Forsvaren er tilfreds
Ifølge anklageskriftet blev den 56-årige mand ramt af knivstik flere gange. Han blev blandt andet stukket i venstre side af nakken, fremgår det.
Forskellen på, om retten kan dømme for drab eller vold med døden til følge, ligger i, om retten vurderer, at gerningsmanden som minimum må anses at have accepteret, at der er en risiko for, at offeret vil dø.
Inden domsafsigelsen argumenterede anklager Mathias Pedersen fra Nordjyllands Politi ifølge Nordjyske for, at kvinden skulle idømmes 12 års fængsel for drab.
Kvindens forsvarsadvokat Ulrik Henriksen siger til Nordjyske, at han mener, at tirsdagens afgørelse er en rigtig dom.