Digital løsning til fangere
Garveriet Great Greenland begynder nu at kommunikere med sine fangere og indhandlere via den digitale e-Boks.
Fremover skal fangere, som indhandler for eksempel sælskind til Great Greenland, kommunikere via den digitale e-Boks.
- For Great Greenland A/S er der store besparelser og muligheder ved at overgå til en digital løsning, siger direktør i garveriet Preben Møller i en pressemeddelelse.
I første omgang drejer det sig om næsten 700 årsopgørelser, der bliver udsendt til fangerne via e-Boks. E- Boks fungerer dermed som ”postbud” for Great Greenland A/S, men samtidig også som arkiv for den enkelte fanger.
Nem løsning for alle parter
- Når fangerne senere på året skal lave selvangivelse, plejer vi at få utrolig mange henvendelser fra fangere, der ikke har fået eller ikke kan finde den fremsendte årsopgørelse. Med e- Boks er det altid nemt for fangeren at finde brevene fra Great Greenland og det er nemt at arkivere, hvis man skal bruge årsopgørelsen på et senere tidspunkt, fremhæver Great Greenland-direktøren.
Garveriet er klar over, at der kan være lidt problemer hos nogle fangere med e-Boks, så derfor er Great Greenland fleksible og behjælpelig med alternative løsninger, hvis der er nogen, der har problemer.
Bonus på én million til fangere
Den digitale løsning giver også Great Greenland mulighed for at kommunikere med fangerne til nogle overkommelige priser for eksempel, hvis der stoppes for indhandling i en periode, eller man ønsker at informere fangerne om nye og bedre metoder til behandling af sælskindene.
- Vi prøver os lidt frem med, hvad der er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til kommunikation til fangerne, men i første omgang er det miljøet og besparelserne, vi tænker på, lyder det fra Preben Møller.
Great Greenland A/S har i 2020 indhandlet over 23.000 skind fra fangere i hele Grønland og udbetalt penge til næsten 700 forskellige fangere i løbet af året. Great Greenland A/S har i begyndelse af januar i år udbetalt én million kroner i bonus til fangerne og i 2021 har de endnu engang sat indhandlingspriserne på sælskind op.