DF: Selvstyrelov en af danmarkshistoriens største fejltagelser
Dansk Folkepartis medlem af selvstyrekommissionen, Søren Espersen, kalder forliget om en kommende selvstyrelov for en af danmarkshistoriens største fejltagelser.Det skriver han i en mindretalsudtalelse i forbindelse med færdiggørelsen af kommissionens arbejde.
Søren Espersen
Dansk Folkeparti står som det eneste parti uden for et forlig i kommissionen.
Principperne i forliget er, at Grønland kommer til at eje indtægterne fra undergrunden, mens Danmark skal have halvdelen af indtægterne, indtil bloktilskuddet fra Danmark på 3,2 milliarder årlige kroner er dækket. De allerførste 75 millioner årlige kroner er Grønlands alene.
Store rigdomme
Søren Espersen begrunder blandt andet holdningen med, at der kan være enorme rigdomme gemt i den grønlandske undergrund.
- Astronomiske summer på op til10.000 milliarder kroner har været nævnt. Resultatet af Selvstyrekommissionens arbejde vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regering og Folketing vil blive nådesløs, efterhånden som dette kommer til at stå klart for enhver: Danmark får ikke økonomisk udbytte, alene det grønlandske selvstyre vil profitere, fremgår det af politikerens mindretalsudtalelse.
Direkte forhandlinger
Ud over betænkelighederne med hensyn til økonomien kritiserer Dansk Folkepartis ordfører også det generelle arbejde i kommissionen. Det har for eksempel ikke været muligt for kommissionens medlemmer at arbejde detaljeret med både stats- og folkeretlige spørgsmål samt erhverv og økonomi. På disse områder har arbejdet været splittet op i to grupper.
- Det eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen - hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne, anfører Søren Espersen i udtalelsen.
Mindretalsudtalelsen kan læses i sin helhed i højre spalte.