Det vil Aleqa hvis hun bliver valgt
Kampen for selvstændighed og international erfaring skal bære Aleqa Hammond ind i Folketinget. Hun vil arbejde for, at Grønland overtager udenrigsområdet fra Danmark.
I 2015 blev Aleqa Hammond valgt ind i folketinget som valgets store stemmesluger for Siumut. Nu vil hun gentage kunststykket som kandidat for Nunatta Qitornai.
Det er blandt andet en køreplan mod stadig større selvstændighed ved at overtage sagsområder fra Danmark, der skal bane vejen for hendes genvalg.
- De økonomiske konsekvenser for overtagelse af sagsområder vedrørende Grønland har været kendt, og nu må der igangsættes handling, så Grønland kan overtage de mange tunge opgaver, som vil betyde omprioritering af selvstyrets opgaver, hedder det i en pressemeddelelse fra Nunatta Qitornai.
Konkret peger partiet på udlændingeområdet, som et oplagt område, hvor Grønland kan gå i Færøernes fodspor, som er på vej til at overtage området.
- Der ligger en klar lovforslag omkring udlændingeområdet, som Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq fjernede fra Inatsisartuts dagsorden i foråret 2017. Dette til trods for en velvillig 1. behandling af Inatsisartut. Hvis lovforslaget havde været stemt igennem, ville Grønland muligvis allerede have haft en greencard-ordning med jurister, læger, sygeplejesker og lignende.
- Overtagelse af sagsområdet skal prioriteres, da der ligger store anlægsprojekter som lufthavnsbyggerierne og kommende råstofprojekter, som vil stille store krav til hurtigere sagsbehandling af udenlandsk arbejdskraft til Grønland.
Overtagelsen af sagsområder er ganske vist ikke først og fremmest et anliggende for Folketinget, men for Inatsisartut, men Nunatta Qitornai slår i sin pressemeddelelse netop, at det er en fordel, hvis Aleqa Hammond sidder med begge steder.
Overtagelse af udenrigsområdet
Udenrigspolitikken er andet område, som Aleqa Hammond slår på for at genvinde vælgernes gunst.
- Igennem de sidste snart 4 år har Aleqa Hammond repræsenteret Grønland udadtil, hvor hun senest har deltaget i interparlamentarisk konference om Arktis i London samt Arctic Frontier i Tromsø. Det vidner om større udenrigspolitisk aktivitet, der involverer Arktis og Grønland.
- Samtidig stiger behovet for Grønlands selvstændig profil internationalt. Derfor skal arbejdet for overtagelse af ansvaret for udenrigspolitikken prioriteres højest i næste valgperiode.
Udenrigsområdet er ikke blandt de sagsområder, der er nævnt i Selvstyreaftalen som et område, som Grønland kan overtage. Skiftende danske regeringer har holdt fast i, at området ikke kan overtages indenfor Rigsfællesskabets rammer. En opfatteles som Nunatta Qitornai, altså går direkte op i mod.
Partiet nævner derudover justitsområdet, som et af sine mærkesager, ligesom man vil kæmpe for en SU-ordning, der tager højde for den kulturelle og sproglige baggrund for grønlandske studerende i Danmark.
Skulle Aleqa Hammond blive valgt ind, er hun parat til at forhandle til flere sider for at få sine mærkesager igennem.
- Det bliver vigtigt, at Grønland stiller betingelser om vækst og udvikling, så der kan komme investeringer til Grønland, ikke bare fra Danmark, men fra hele Verden, skriver Aleqa Hammond.
Nunatta Qitornai bebuder, at partiet vil præsentere yderligere mærkesager på et senere tidspunkt.
Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni.