Det var en fejl at tilbageholde familie i København
Københavns Politi oplyser mandag, at det var en fejl at tilbageholde en grønlandsk familie i lufthavnen torsdag, da de var på vej hjem med fly til Narsarsuaq. Familien har delt deres oplevelse på Facebook og var meget frustrerede over hændelsen.
Det var en fejl med indtjekningen der var skyld i at Lars-Kristian Kruse og hans kæreste og søn blev hentet af flyet torsdag, da de skulle hjem til Sydgrønland fra Danmark. Det oplyser politiet mandag til Sermitsiaq.AG.
Københavns politi kunne fredag ikke oplyse andet om sagen, end at de havde tilbageholdt et par og en familie i forbindelse med mistanke om smugling af hash, men uddyber nu:
- Københavns Politi modtog torsdag den 13. juli en anmeldelse fra Toldstyrelsen om, at der var indikationer på hash i baggage, der skulle med flyet til Narsarsuaq. I sådan en situation bliver de personer, som baggagen tilhører, taget af flyet med henblik på nærmere undersøgelse, oplyser politiet til Sermitsiq.AG.
Tjekket ind på samme booking
Problemet opstod ifølge politiet, fordi der var sket en fejl ved indtjekning, så to familiers bagage var blevet tjekket ind på samme booking.
- Derfor blev en familie, der ikke havde noget at gøre med bagagen med hash, også taget af flyet. Desværre var flyet fløjet mod Narsarsuaq, da denne fejl blev opklaret, og familien blev derfor klagevejledt af betjentene i lufthavnen og derudover henvist til Air Greenland.
Lars-Kristian Kruse har fortalt til Sermitsiaq.AG, at politiet gav ham og familien en uforbeholden undskyldning, da fejlen blev opdaget.
Politiet har efterfølgende sigtet en mand for besiddelse af ca. 50 g. hash og en kvinde for besiddelse af en joint.