Det skal Inatsisartut drøfte denne uge

Inatsisartut har flere anden behandlinger af Inatsisartutbeslutninger og nogle tredje behandlinger af Naalakkersuisuts lovforslag denne uge. Også Politisk Økonomisk beretning og Landskassens regnskab skal fremlægges.

Inatsisartut har flere andenbehandlinger af Inatsisartutbeslutninger i forårssamlingens sidste uge.
Offentliggjort

Så starter Inatsisartuts sidste uge med møder i salen på denne forårssamling.

Og programmet er spækket med spændende emner, som Inatsisartut skal tage stilling til. Dagsordenspunkterne er især andenbehandlinger af Inatsisartutbeslutninger og tredjebehandlinger af Naalakkersuisuts lovforslag, men der ligger også en del forespørgselsdebatter fra medlemmer i Inatsisartut, mens Politisk Økonomisk beretning for 2022 samt Landskassens regnskab for 2021 også skal fremlægges.

Tirsdag skal narhvalernes mulighed for at hvile ørerne debatteres. Her har Jens Napaattooq (N) forelagt et forslag om at pålægge Naalakkersuisut at udarbejde et forslag om at begrænse sejllads i nogle fjorde, så nar- og hvidhvaler ikke oplever støjgener i de områder.

Anna Wangenheim ønsker også at vide, om Naalakkersuisut kan pålægges at undersøge, om det vil kunne betale sig at lave selvhjælpsordninger i sundhedsvæsenet for borgere, så flere sundhedspersonale kan frigives til de syge, og væk fra medicinfornyelse og -udlevering.

PØB’en og spørgetime

Politisk Økonomisk beretning for 2022 skal fremlægges til Inatsisartut tirsdag den 31. maj. Og så skal Inatsisartut førstebehandle Landskassens regnskab for sidste år. Det fremgår af dagsordenspunkterne, at Landskassens regnskab andenbehandles til efterårssamlingen.

Onsdag starter dagen med en spørgetime, hvor formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, skal i den varme stol.

Dagen fortsætter med flere andenbehandlinger, hvor blandt andre Atassuts Siverth K. Heilmann ønsker, at Naalakkersuisut skal undersøge hvad grunden til manglen af organister i kirker skyldes, og hvor Siumuts Doris J. Jensen ønsker at vide, om Naalakkersuisut skal pålægges at begynde arbejdet at etablere en ny kirke i Oqaatsut.

Også Jens-Frederik Nielsens foralag til Inatsisartuts beslutning om skattelettelser skal diskuteres på onsdag.

Dato for næste start fastsættes

Naalakkersuisuts forslag om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, der indeholder mulighed for restriktioner for epidemier, skal andenbehandles tirsdag den 31. maj og tredjebehandles på forårssamlingens sidste dag, 2. juni.

Derudover skal to redegørelser, som Inatsisartutmedlemmer ønsker at få lavet, færdigbehandles og stemmes om torsdag den 2. juni. Det drejer sig om Naleraqs ønske om en redegørelse af spiralsagen, og Doris J. Jensens ønske om at pålægge Naalakkersuisut om at udarbejde en redegørelse af afviklingens af Grønland som koloni.

Blandt forespørgselsdebatter ligger en mulighed for at skille spiritussalg fra dagligvarebutikker og partiernes holdninger om mulige demilitarisering af Grønland.

Som sidste punkt på forårssamlingen skal Inatsisartuts medlemmer fastsætte dato for første mødedag til efteråret.

Powered by Labrador CMS