Det kolde gys fortsætter
AG gentager forårets dundersucces: et tema med læsernes egne beretninger om overnaturlige hændelser. Flotte præmier til de bedste historier
Efteråret er tiden, hvor vi gerne kryber sammen på sofaen og labber de særeste historier i os. Udsigten til et koldt gys i lune og trygge rammer er ikke sådan at kimse af.
Det fik AG med overvældende succes dokumenteret tidligere på året. Her bragte avisen en stribe forunderlige og gruopvækkende historier om overnaturlige hændelser i Grønland – beretninger indsendt af vore mange trofaste læsere. Avisen blev bogstaveligt talt revet væk.
Vi kan således godt garantere dig for én ting: oplaget sættes op næste gang. Og det er snart. For et nyt kapitel af ”Det kolde gys” er på vej.
Læs også "Det risler ned ad ryggen"
Vi opfordrer således alle til at indsende de mest bemærkelsesværdige historier fra virkelighedens overdrev: alt fra møder med spøgelser, ufoer, fjeldgængere og andre uforklarlige hændelser, som vil få læseren til at spærre øjnene op og holde åndedrættet tilbage.
Vi er ikke i tvivl om, at der må være masser af selvoplevede gru-historier derude. Grønland er rig på sælsomme hændelser. Så sæt dig til tasterne. Mange vil gerne læse netop din historie!
Gode præmier til de bedste bidragsydere
De bedste fortællinger bliver bragt i avisen. Deltagerne dyster samtidig om flere flotte præmier stillet til rådighed af velvillige sponsorer. Førstepræmien er to flybilletter: Nuuk – Reykjavik t/r med Air Iceland. Andenpræmien er en iPad 2. Og en trejdepræmie på 1000 kroner.
AG-redaktionens særlige gyserpanel udpeger vinderne.
Når du indsender din historie, så vedhæft gerne et billede eller en tegning med tilknytning til beretningen samt et foto af dig selv.
De bedste historier bringer vi i AG den 24. oktober. Her offentliggøres vinderne også.
Sidste frist for indlevering af historier er mandag den 15. oktober.
Send enten historien med posten til AG, postboks 39, 3900 Nuuk eller via e-mail til gys@ag.gl