Derfor kan KAIR opkræve taxi-gebyr
Der er intet i lovgivningen, der forhindrer etablering af særskilt taxabane eller opkrævning af gebyr for en særlig service, som en del af ens virksomhed, hvis dette er i overenstemmelse med den pågældende tilladte anvendelse af arealet, oplyser Afdelingen for Landsplanlægning, der hører under Finansdepartementet.
- Opkrævning af et gebyr for taxaer, der anvender en servicefunktion som en særskilt taxa-vognbane kan principielt sammenlignes med at tage entré til en begivenhed og strider således ikke mod nogle bestemmelser i lovgivningen, fastslår fuldmægtig Jonas Clemens over for Sermitsiaq.AG.
Han understreger, at der i tilfældet med taxa-vognbanen ikke er tale om køb eller salg af brugsretten til det pågældende areal.
Rammebetingelser
Jonas Clemens henviser til, at det for de nye lufthavne gælder nogle lovgivningsmæssige rammebetingelser for anlæg, drift og finansiering af de tre lufthavne:
"Kalaallit Airports A/S anlægger, ejer og driver international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat med landingsbane, tilhørende terminalanlæg samt infrastruktur og dertil beslægtet virksomhed, anlæg og bygninger.”
- Inatsisartut har således besluttet, at Kalaallit Airports A/S pr. defintion har brugsretten til de af lufthavnene omfattede arealer. Kalaallit Airports A/S kan dermed administrere over disse efter bestemmelserne i plangrundlaget for de pågældende områder, oplyser Jonas Clemens, der tilføjer, at det retteligt er Kommuneqarfik Sermersooq, som er arealmyndighed for arealet.
Har skabt debat
Det har skabt en del debat, at Kalaallit Airports fra 1. maj vil opkræve 10 kroner af hver taxa, der benytter den nye vognbane. Et gebyr, som Nuuk Taxa har valgt at doble op for den enkelte kunde, der skal hentes eller bringes til indgangsdøren ved den nye terminalbygning.
Siumut-politikeren Doris J. Jensen undrer sig over lovligheden af det omtalte gebyr med den begrundelse, at “vi har ikke privat ejendomsret i det offentlige rum”. Hun har stillet et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut og afventer svar.
Læs også: Taxa-gebyr: Har KAIR lov, spørger Doris