Der er ingen vej uden om huslejestigninger

Hvis de boliger, vi renoverer og bygger i dag, ikke skal ende som Blok P om 20 år, er der ingen vej uden om huslejestigninger.

Naalakkersuisuts medlem for boliger Jens B. Frederiksens boligpolitiske redegørelse var i eftermiddag udsat for en tre timer lang debat i Inatsisartut, hvor der trods forskelle er bred enighed om den boligpolitiske linje.

Partierne brugte kun kort tid på at beskylde hinanden for den nuværende suppedas med alt for få boliger med alt for stor renoveringsefterslæb, men til gengæld lang tid på at finde en holdbar boligpolitik, hvor der både er råd til at sanere, renovere og bygge nyt.

Socialt sikkerhedsnet
Partierne erkender, at huslejen i den offentlige boligpulje i dag er for lav til at lægge penge til side til det nødvendige vedligehold, og derfor må huslejen nødvendigvis stige.

Partierne ser en huslejestigning i sammenhæng med en reform af skatter, boliger og sociale ydelser, som Skatte- og Velfærdskommissionen anbefaler i sin betænkning fra foråret 2011.

– Samfundets mindrebemidlede skal til gengæld for den stigende husleje kompenseres gennem boligsikringen, understreger Inuit Ataqatigiits boligpolitiske ordfører Olga P. Berthelsen.

– Huslejestigninger i renoverede eller nybyggede boliger bliver modregnet af en væsentlig reduktion i vand- og varmeregningen, siger Demokraternes Justus Hansen.

Den omvendte Robin Hood
Landskassen bruger 110 millioner kroner om året til boligsikringen, som målrettet tilfalder de laveste indkomstgrupper, men landskassen bruger også 300 millioner kroner til en række tilskud til blandt andet andels- og ejerboliger.

Jens B. Frederiksen sætter spørgsmålstegn ved, om de grupper, som får gavn af de 300 millioner kroner, ikke ville have købt deres egen bolig alligevel, og han foreslår disse fordelagtige tilskud, især den såkaldte 10-40-50 ordning, som i dag hedder 20-20-60 ordningen, udfaset over en årrække.

– Vi fjerner ikke ordningen fra dag til dag, lover Jens B. Frederiksen, og dermed imødekommer han også Grønlands Arbejdsgiverforening, som støtter en langsigtet afvikling, men frygter en kollaps i det private boligbyggeri ved en alt for pludselig ophør af ordningen.

Til erstatning for de fordelagtige lån henviser Jens B. Frederiksen boligejerne i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat til realkredit- og banklån.

I de byer, hvor det ikke er muligt at optage realkreditlån, foreslår den boligpolitiske redegørelse, at det offentlige stiller lån med renter og afdrag til rådighed efter almindelige kreditvurderinger af boligkøberne, foretaget af en bank.

Inuit Ataqatigiit vil på sigt afvikle støtteordningen 20-20-60, mens Siumut vil bevare denne ordning.