”Den gode kolonimagt” er under pres

"Danmark og danskerne har ikke det fjerneste at skamme sig over i Grønland, tværtimod. Danmark har ydet en fantastisk stor, generøs indsats for at udvikle det grønlandske samfund. Den indsats er vi stolte over, og den kunne tjene som forbillede for andre."

Sådan lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 13. juni 2008 på KNR’s hjemmeside.

For mange af os var udsagnet hverken nyt eller overraskende. Fortællingen om Danmark som ”den gode kolonimagt” havde længe været en del af den danske selvforståelse om os, mens vores forfattere og kunstnere som Niviaq Korneliussen og Jessie Kleemann – sammen med mange andre – gennem årtier havde udfordret den ved at skildre kolonialismens eftervirkninger, identitet og magtforhold fra grønlandske perspektiver.

I dag er noget imidlertid ved at ændre sig i Danmark. En række danske forfattere har i de senere år skrevet romaner, der udfordrer forestillingen om Danmark som den gode kolonimagt og undersøger kolonihistorien med langt større vægt på koloniale magtforhold, skyld, ansvar og erindring.

Netop den udvikling har litteraturforskeren Emilie Dybdal undersøgt i sin ph.d.-afhandling “In Memory of the Good Colony”, hun lige for nyligt har forsvaret på Københavns Universitet. Med udgangspunkt i blandt andet Kim Leines og Iben Mondrups romaner analyserer hun, hvordan nyere dansk litteratur er med til at genforhandle den danske erindring om kolonitiden i Grønland.

For Emilie Dybdal er romanerne interessante, fordi de viser, hvordan et samfund vælger at huske sin fortid – og hvordan den erindring forandrer sig.

Når kolonihistorien bliver dansk erindring

- Jeg arbejder med memory studies – erindringsstudier. Jeg interesserer mig for, hvordan nationer fortæller historier om deres fortid, og hvordan de fortællinger er med til at forme den måde, vi forstår os selv på, siger hun og oplyser at hun ønsker at undersøge, hvordan fortiden bliver fortalt, hvilke stemmer der dominerer, og hvilke forestillinger der bliver en del af den nationale selvforståelse.

Det er baggrunden for, at hun har valgt netop Kim Leine og Iben Mondrup. Begge har gennem de seneste årtier været blandt de mest markante danske forfattere, når det gælder skildringer af Grønland. Deres romaner er blevet læst af tusindvis af danskere, anmeldt bredt i medierne og har været med til at forme den offentlige debat om Grønland, kolonihistorien og forholdet mellem Danmark og Grønland.

Valget betyder samtidig, at afhandlingen bevidst holder sig fra grønlandsk litteratur. Og det skyldes bestemt ikke, at den mangler betydning. Nærmest tværtimod, påpeger hun.

Ifølge den unge litteraturforsker har grønlandske forfattere og kunstnere længe udfordret den danske kolonifortælling og beskrevet kolonitidens eftervirkninger for identitet, sprog og relationen mellem Grønland og Danmark. Men hun ønskede at undersøge noget andet: Hvad sker der, når det ikke længere kun er grønlandske stemmer, men også et stigende antal danske forfattere, der udfordrer den nationale fortælling om Danmark som den gode kolonimagt?

- Der findes mange spændende grønlandske forfatterskaber, som fortjener stor opmærksomhed. Det vil være meget interessant at inddrage dem i fremtidig forskning. Men det ville være et andet projekt end det, jeg har skrevet her, påpeger hun, som i sit ph.d.-forløb har haft et ophold på Ilisimatusarfik.

Når hjælpen også er magt

Hos Kim Leine finder Emilie Dybdal et markant brud med den traditionelle danske kolonifortælling. I romaner som Profeterne i Evighedsfjorden møder læseren missionærer, præster og embedsmænd, der ofte ønsker at gøre det rigtige. De kan være drevet af idealisme, omsorg og et oprigtigt ønske om at hjælpe. Men Leine viser samtidig, hvordan de gode intentioner udfolder sig i et kolonialt system, hvor magten grundlæggende er ulige.

Dermed bliver fortællingen mere sammensat end forestillingen om de gode danskere, der hjælper et folk på vej mod moderniteten.

- Jeg forsøger ikke her at afgøre, om fortællingen om den gode koloni er sand eller falsk. Jeg undersøger, hvilken betydning den har haft for den danske selvforståelse, og hvordan nyere litteratur udfordrer den, siger Emilie Dybdal.

Ifølge hende er danskerne hos Kim Leine altså ikke entydige skurke. Men de er heller ikke blot hjælpere. De er mennesker, der handler inden for et system, hvor de selv har magten, mens grønlænderne ikke har de samme muligheder for at definere relationen. Samtidig optræder de grønlandske karakterer ikke som passive modtagere af hjælp, undervisning eller omsorg. De handler selv, træffer valg og forholder sig aktivt til de danske karakterer og til de magtforhold, de lever under.

- Derfor bliver forholdet mellem hjælper og hjulpet aldrig ligeværdigt, men heller ikke så enkelt, som den traditionelle kolonifortælling giver indtryk af, siger hun.

Kolonihistorien flytter ind

Iben Mondrup bidrager med et andet perspektiv. Hvor Kim Leine især retter blikket mod kolonitidens institutioner, mission og magtstrukturer, undersøger Mondrup de spor, kolonihistorien efterlader i familier, relationer og hverdagsliv. Hos hende bliver kolonihistorien ikke først og fremmest fortalt gennem de store historiske begivenheder, men gennem mennesker, der lever med følgerne af dem.

- Hos Iben Mondrup viser kolonihistorien sig i de relationer, mennesker indgår i, og i de konflikter og følelser, som bliver ført videre mellem generationer, forklarer Emilie Dybdal.

På den måde flytter Mondrup kolonihistorien tættere på nutiden. Den bliver ikke kun en fortælling om, hvad der skete for hundrede eller to hundrede år siden, men om hvordan fortiden fortsat former menneskers liv, identitet og relationer.

Forskellen mellem de to forfattere er derfor væsentlig for Emilie Dybdals analyse. Hos Kim Leine bliver fortællingen om den gode koloni udfordret gennem mødet med kolonimagtens institutioner og dens ulige magtforhold. Ved Iben Mondrup bliver den udfordret gennem de erfaringer, som bliver tilbage i familier og relationer i perioden efter, at den formelle kolonitid er forbi.

- De peger på, at koloniale relationer ikke nødvendigvis ophører, fordi den formelle kolonitid slutter. Historien kan fortsætte med at præge menneskers liv, også længe efter de politiske strukturer er ændret, forklarer Emilie Dybdal.

Den svære erindring

Et centralt begreb i afhandlingen er det, Emilie Dybdal kalder politics of regret – en international udvikling, hvor stater i stigende grad forholder sig til mørke kapitler i deres historie gennem undskyldninger, erindringspolitik og officielle anerkendelser.

Den udvikling har også sat sit præg på debatten om Grønland.

I de senere år har diskussioner om blandt andet spiralsagen, eksperimentbørnene og andre kontroversielle kapitler i rigsfællesskabets historie sat spørgsmålstegn ved den traditionelle fortælling om Danmark som den gode kolonimagt.

For Emilie Dybdal er litteraturen en del af den samme bevægelse. Romanerne afspejler ikke blot en samfundsdebat, men er også med til at forme den.

- Litteraturen kan give os adgang til erfaringer og perspektiver, som kan være vanskelige at rumme i den politiske debat alene. Den kan gøre historien mere nuanceret og mere menneskelig, siger hun og fortsætter:

- Netop derfor er jeg interesseret i, hvilken rolle litteraturen spiller, når nationale fortællinger bliver til, hvorfor de forandrer sig, og hvordan et samfund begynder at se anderledes på sin egen fortid.

Det er netop derfor, fortællingen om ”den gode koloni” fortsat er interessant.

Ikke nødvendigvis fordi danskerne stadig tror på den i samme form som tidligere, men fordi den længe har været en vigtig del af den nationale selvforståelse – og fordi den nu bliver udfordret fra flere sider.

Når danske forfattere som Kim Leine og Iben Mondrup skriver sig ind i kolonihistorien med nye perspektiver, bliver de samtidig en del af den proces, hvor Danmark genforhandler sin egen erindring om Grønland. Og det er måske dér, den største forandring ligger.

Forandringen ligger ikke i, at én fortælling endeligt afløser en anden. Den ligger i, at fortællingen om Danmark og Grønland ikke længere kan samles i én dominerende version. Det gamle billede af Danmark som den gode kolonimagt bliver ikke blot vendt på hovedet, men brudt op. I stedet træder flere stemmer, erfaringer og fortolkninger frem side om side.

Det gør historien mindre bekvem. Men også mere ærlig.

Afstanden fra Anders Fogh Rasmussens ord i 2008 til Mette Frederiksens undskyldning i spiralsagen viser, at noget har flyttet sig. Danmark kan ikke længere nøjes med at være stolt af sin historie i Grønland. Det må også lytte til dem, der har levet med dens følger.