Demokraatit vil sænke alderskravet for snescooterkørsel

Man skal være 18 år for lovligt at kunne føre en snescooter i Grønland. Oppositionspartiet ønsker at sænke kravet med to år.

Offentliggjort

Alderskravet for at køre snescooter skal sænkes.

Det mener Demokraatit, som ønsker, at alderskravet for at føre snescooter bliver sat til 16 år fra de nuværende 18 år. Forslaget bliver drøftet i Inatsisartut i dag, torsdag.

Reglerne for kørsel på snescooter herhjemme er fastsat i Færdselsloven for Grønland. Her fremgår det, at man skal være 18 år for lovligt at kunne føre en snescooter.

Unge er ansvarlige

Politiet har dog mulighed for at yde dispensation fra alderskravet, således at en snescooter i forbindelse med udførelse af landbrugsarbejde eller erhvervsmæssig fangst kan føres af en
person på 16 år.

- Vi betragter 16-årige som ansvarlige unge mennesker. Hvis de boede i Danmark ville de have ret til at køre knallert. Her i landet mener vi, at de skal have ret til at føre en snescooter, fremhæves det i forslaget.

Arbejdsgruppe er nedsat

I svarnotatet oplyser naalakkersuisut, at der er i forvejen nedsat en arbejdsgruppe på embedsmandsniveau med deltagelse af Departementet for Boliger og Infrastruktur, Transportministeriet, Færdselsstyrelsen, Rigspolitiet og Grønlands Politi, som er i gang med at se på kørekortreglerne for snescootere og ATV’ere.

- Spørgsmålet om aldersgrænser for snescooterkørsel indgår i arbejdsgruppens
overvejelser. En af arbejdsgruppens opgaver er at inddrage relevante aktører i arbejdet, som man vil holde møde med for at få deres viden og forslag, fremgår det.

Højt prioriteret

Således er arbejdet med at få set på reglerne for snescootere og ATV’ere højt prioriteret.

Derfor fremstiller naalakkersuisut ændringsforslag således:

- Forslag til Inatsisartutbeslutning om at pålægge Naalakkersuisut at inddrage spørgsmålet om en ændring af alderskravet til at føre en snescooter i arbejdet i arbejdsgruppen vedrørende problemstillinger på færdselsområdet.

Powered by Labrador CMS