Debatindlæg: Royal Greenland i fremtiden

- Vi mener grundlæggende fra Siumut, at virksomheder der kan styres selvstændigt burde styres som selvstændige virksomheder. Virksomhedernes virke skal de selvstændige sørge for. Politikerne skal ikke indblandes. De skal kun skabe rammerne, skriver medlem af Inatsisartut for Siumut, Karl Lyberth i en pressemeddelse.

Han skriver videre, at de i Siumut mener, at det mest optimale ville være, at Royal Greenland blev en selvstændigt virksomhed, da dette vil gavne landet og befolkningen.

- Vi forstår, at enkelte folk og andre partier er i tvivl om dette og er bange for afgørelsen, da Royal Greenland er landets vigtigste virksomhed.

Om end Royal Greenland er ejet af det offentlige eller bliver ejet af de selvstændige, betyder det det samme; der vil altid være brug for arbejdere. Hvis Royal Greenland bliver ejet af de selvstændige, betyder det ikke, at fiskefabrikkerne ikke kan betale sig og dermed blive lukket på baggrund af det. Hvis der er anmodninger om at fiskefabrikkerne forvaltes endvidere, kan der via en politisk ordning sikres forskellige baner til forvaltningerne og det kan ske for eksempel via de nuværende og eksisterende servicebestemmelser.

Og hvem siger, at alle de fiskefabrikker der ikke kan ”betale sig” burde forvaltes af Royal Greenland? Kan det ikke være sådan, at andre forvaltere kan skabe bedre virke for fiskefabrikkerne?

Snakken om, at man kommer til at miste mange arbejdspladser hvis RG bliver et selvstændigt virksomhed, er der ingen hold i. Dette viser, at man er blind overfor politiske krav der kan bruges som værktøj i denne forbindelse.

I forskellige lande og i historiens forløb er der blevet påvist, at hvilken som helst virksomhed udvikler sig bedre og er mest på sikre baner, hvis de folkevalgte, mere eller mindre uddannede økonomer, samt mindre erfaringsdygtige ikke intervenerer sig i forvaltningen.

Hvis vi kigger tilbage på landets forholde de senere år, viser det os, at det ikke er sundt for virksomhederne når politikerne intervenerer. Dette kan blive dyrt for samfundet.

Da Royal Greenland i juni 2009 var i en alvorlig krise, blev der finansieret 500 mio.kr. fra landskassen. De mange antal penge der kunne spenderes til andre formål blev brugt som en redningsaktion for en stor kriseramt virksomhed.

Royal Greenland forvalter mange virksomheder i andre lande. De forvalter Glyngøre virksomheden i Danmark og forvalter pakkevirksomheden for rejer i Ålborg. Samt forvalter de en stor virksomhed i Wilhemshaven- Tyskland, virksomheden i Koszalin- Polen og en stor virksomhed i Matane- Canada.

I disse store virksomheder med over 1100 ansatte, er handelen basalt udgangspunkt i Grønlands ressourcer. Med andre ord; ved udgangspunkt i landets ressourcer har Royal Greenland skabt flere ansættelser i andre lande end der er skabt i selve Grønland!

Da Royal Greenland er ejet af landet og når virksomhederne i de andre lande kommer i krise, vil landskassen endnu engang være forpligtet til at finansiere virksomhederne, ligesom det skete i juni 2009.

Jeg mener, at det yderst ikke er normal kutyme, at landskassen skal finansiere andre lande med mange millioner indbyggere for at sikre deres ansættelser.

Det er også meget tankevækkende, at landets havlige ressourcer bliver brugt som ansættelsesmulighed for andre lande- i Tyskland, Polen, Danmark og i Canada.

Vi fra Siumut mener, at landets ressourcer på nuværende basis, bør være mere til gavn for landets folk. Især for skabelsen af flere beskæftigelser i landet.

Man bør stoppe med at tage fisk ud af landet efter de hurtigt er blevet frosset ned og pakket i de store virksomheder. Det burde være et politisk krav, at landets havlige ressourcer kommer mere til gavn for beskæftigelsestilstanden i landet. Fisk der er blevet nedfrosset og som bliver sendt ud af landet, bør beskattes for at sikre nytte til landets økonomi. Ligesom man har afgifter for rejer.

Det kan ikke passe, at selvom der er arbejdsløshed i Grønland, at vores havlige ressourcer bliver brugt i andre lande og er til gavn for andre landes beskæftigelser- dette bør der findes en løsning til!

Det kan heller ikke passe, at landskassen er nødt til at finansiere flere millioner kroner for at sikre andre landes virksomheders eksistens- dette bør også løses, skriver Karl Lyberth.