- De skjulte interesser er problematiske
Formand for Transparency Greenland råder igen politikere til at spille med åbne kort, så gennemsigtigheden over for befolkningen øges
Åbenhed er altid godt, mens lukkethed kan skabe bekymring og mistillid.
Sådan påpeger formand for Transparency Greenland, advokat Anders Meilvang.
Sermitsiaq.AG har bedt om en kommentar fra antikorruptionsorganisationen, efter Berlingske i artiklen "Toppolitiker med flere kasketter" søndag slår tvivl om Siumuts Lars-Emil Johansens troværdighed i form af hans vedvarende engagement i erhvervslivet efter hans politiske comeback.
Konkret bliver der nu sat fokus på Inatsisartut-fromandens engagement i Aurora og East Greenland Oil. Et engagement, som hovedpersonen selv siger, han er ved at afvikle, fordi han ikke ønsker, at der kan være tvivl om, hvorvidt hans habilitet er i orden.
Læs "Lars-Emil vil fjerne tvivl om sin troværdiged"
Læs "Avis: Lars-Emil jonglerer med sin troværdighed"
Mediefokus er vigtigt
- Vi er i Transparency Greenland ikke meget for at udtale os om enkeltsager, men som vi tidligere har sagt, så er det eneste værn mod de her slags sager, at folks interesser kommer frem i lyset, så gennemsigtigheden øges, siger Anders Meilvang.
- Omvendt må vi også huske på, at der jo intet ulovligt er i, at også politikere har erhvervsinteresser, men det er klart, at det er problematisk, hvis der er skjulte interesser på spil, påpeger formanden for Transparency Greenland, som er glad for et nyt mediefokus på emnet om åbenhed og gennemsigtighed blandt de folkevalgte.