Dansk Melodi Grand Prix
Danske Lighthouse X er ude af Eurovision
Danske Lighthouse X og sangen "Soldiers of Love" er ikke videre til finalen i Eurovision lørdag
For andet år i træk bliver den store Eurovision-finale uden Danmark.
Gruppen Lighthouse X gik nemlig ikke videre fra semifinalen i Globen i Stockholm torsdag aften, og dermed slutter eventyret for de tre danske drenge, der i år havde fået æren af at repræsentere fædrelandet i konkurrencen.
Gruppen, der består af Søren Bregendal, Martin Skriver og Johannes Nymark, vandt overraskende det danske melodigrandprix i Horsens i februar. Men i Eurovision var tv-seerne og de andre landes juryer ikke med dem.
Læs: Eurovision-semifinale bliver en gyser for Danmark
I semifinalen torsdag aften gik Danmark på som sang nummer 13, og her var de oppe mod lande som Serbien, Irland og Schweiz.
Bookmakere og eksperter havde allerede inden semifinalen vurderet, at den danske sang "Soldiers of Love" ville få det meget svært i feltet af de 18 sange, der skulle skæres ned til 10 finalister.
Og ganske rigtigt var der altså ikke plads til Danmark i puljen af lande, der stadig er i spil om det store trofæ og ikke mindst æren af at skulle afholde showet næste år.
Sidste år lykkedes det heller ikke Danmark og bandet Anti Social Media at gå videre fra semifinalen med sangen "The Way You Are". Her var det Sverige og Måns Zelmerlöv, der løb med sejren i den store finale med nummeret "Heroes".
Allerede i tirsdags indløste 10 lande en finalebillet, da den første semifinale fandt sted. Her stod det klart, at storfavoritten Rusland strøg videre til lørdagens show, hvor også lande som Aserbajdsjan og Cypern skal dyste. Fem lande - de såkaldte “Big Five” er direkte kvalificerede til finalen. Det drejer sig om Spanien, Italien, England, Frankrig og Tyskland, mens også Sverige som værtsland er sikret en plads.
Danmark vandt senest Eurovision i 2013, da Emmelie de Forest charmerede Europa med nummeret "Only Teardrops". Før det har også Brødrene Olsen vundet konkurrencen med sangen "Fly On The Wings Of Love", mens Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise" var det første danske nummer, der vandt det store show.