Danske kampvogne ankommer til Estland som led i afskrækkelse
Det næste halve år skal 14 kampvogne bidrage til Natos fremskudte tilstedeværelse i baltiske lande og Polen.
Kampvogne fra den første danske kampvognseskadron, der udsendes siden 2003, er mandag morgen ankommet til Estland.
Det skriver Forsvaret på Twitter.
- Danske kampvogne fra Forsvaret ankommer netop nu til Estland. De 14 kampvogne indgår i det danske bidrag til Natos fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen, skriver Forsvaret.
Formålet med Natos arbejde i Østeuropa er, at man i tilfælde af en konfliktoptrapning vil kunne reagere hurtigt.
De skal kunne give sikkerhedsalliancen en "troværdig afskrækkelses- og forsvarsprofil". Det skrev Forsvaret sidste uge.
Det er blevet særligt aktuelt med Ruslands invasion af Ukraine.
I alt sendes 14 kampvogne af typen Leopard 2A7 til Baltikum, hvor de skal indgå i Natos arbejde.
Det danske bidrag består ud over de 14 kampvogne af 160 soldater, der skal indgå i en britiskledet bataljon. Det er en mission, som soldaterne har trænet til længe, lyder det.
Da udsendelsen blev offentliggjort sidste uge, sagde generalmajor Gunner Arpe Nielsen, der er chef for hæren, i en pressemeddelelse:
- Ved at sende soldater og kampvogne til Estland er vi med til at håndtere en af Natos sikkerhedsudfordringer, som er forårsaget af Ruslands intensiverede tilstedeværelse i Østersøregionen og krigen i Ukraine.
- Vores dygtige soldater spiller en vigtig rolle i at sikre Natos østlige flanke, sagde han.
En eskadron består af to eller tre kampvognsdelinger.
Man sendte også en kampvognsdeling til Afghanistan i forbindelse med krigen, men her var der ikke tale om en eskadron. Det var i stedet en enkelt deling.
Det er ifølge Forsvaret første gang, at de opgraderede kampvogne – Leopard 2A7 – skal udsendes på mission.