Dansk bidrag: Nu går jagten ind på et flertal

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev mandag en aftale, der har en samlet værdi på 1,6 milliarder kroner i forhold til de to nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk. Nu skal begge i gang med at finde det nødvendige flertal i Inatsisartut og Folketinget.

Statsminister Lars Løkke Rasmusen og Kim KIelsen underskriver den historiske aftale, hvor Danmark vil investere i det store grønlandske infrastrukturprojekt med nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk.
Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen oplyste på pressemødet, at han havde fået indikationer på, at partilederne fra Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti var parat til at støtte aftalen. Det er første gang siden etableringen af Selvstyret, at Danmark putter millioner i Grønland udover bloktilskuddet.

Mere mudret ser det ud for Kim Kielsen, hvis koalition fik et skud for boven søndag, da Partii Naleraq trak flertallet ud af koalitionen.

Op til Inatsisartut

Kim Kielsen forklarede på pressemødet, at opgaven nu var at samle et flertal i Inatsisartut. Hvis det ikke lykkes, så falder aftalen med den danske stat, hvilket Kielsen illustrerede ved at rive et papir midt over.

Lars Løkke Rasmussen forklarede, at der ikke lå nogle begrænsninger i aftalen i forhold til om kinesiske selskaber kan vinde licitationen med at bygge lufthavnene.

- Det er en vigtig milepæl, hvor vi løfter i flok. Det viser, at rigsfællesskabet indeholder store styrker, sagde Lars Løkke Rasmussen, der lagde vægt på, at den danske involvering i infrastrukturprojektet går ud på at skabe vækst i det grønlandske samfund.

Aftalen

Aftalen er bygget op på følgende måde:

  • 700 millioner kroner indskydes kontant i lufthavnsselskabet og den danske stat får en medejerandel på lidt over 33,3 procent.
  • Den danske stat garanterer for et lån i Den Nordiske Investeringsbank på 450 millioner kroner.
  • Regeringen yder et statslån på yderligere 450 millioner kroner til en attraktiv rente.

Vækstfond

Foruden den stærkt omdiskuterede lufthavnspakke havde Lars Løkke Rasmussen yderligere nogle millioner kroner med til det grønlandske samfund.

  • Selvstyret og den danske stat indskyder henholdvis 20 og 180 millioner kroner i Greenland Venture og Vækstfonden, så hver får tilført 100 millioner kroner. Begge forbliver 100 procent Selvstyre-ejet.
  • Desuden en fælles erhvervspulje på 20 millioner kroner til at modne erhvervsprojekter. Fordelt med 2 millioner kroner leveret af Selvstyret og 18 millioner kroner af staten. Greenland Venture og Vækstfonden skal hver have 10 millioner kroner.

Lars Løkke Rasmussen tog efter pressemødet hjem til København, hvor han ville redegøre for aftalen over for de øvrige partier i Folketinget.

Gavne Grønland

- Denne aftale vil gavne Grønland, og det vil styrke samarbejdet mellem vore to lande, fastslog Kim Kielsen, der uden for Hans Egede Hus i Kolonihavnen blev mødt med buh-råb fra knap 100 demonstranter, der blandt andet bad Kim Kielsen om at gå af. Demonstrationen var arrangeret af Partii Naleraq.

Det blev også oplyst, at aftalen først endeligt var på plads her i weekenden sent lørdag, hvor Lars Løkke Rasmussen og Kim Kielsen fastlagde de sidste detaljer i aftalen.

- Det er vores mål i Grønland, at vi skal udvikle os frem mod en økonomi og et samfund, som kan stå på egne ben. Aftaler som denne er et væsentligt bidrag til at nå dette mål, fastslår Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS