Danmark: Ufødt baby overlever drab på gravid kvinde
En kvinde er død, efter at hun blev angrebet med kniv, da hun fik fri fra job i Holbæk på Sjælland. Et vidne forsøgte at gribe ind.
En 37-årig gravid kvinde er blevet dræbt af flere knivstik i Holbæk sent torsdag aften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau tidligt fredag morgen.
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet på Samsøvej i Holbæk torsdag klokken 23.10.
- Vi får en anmeldelse om, at et overfald er i gang. Vi er ret hurtigt fremme med en patrulje, som finder kvinden hårdt kvæstet af flere knivstik. Hun bliver erklæret død, da hun ankommer til sygehuset i Holbæk, fortæller vagtchefen.
Den 37-årige kvinde havde netop fået fri fra arbejde og sad i sin bil, da overfaldet skete.
- Hun bliver angrebet, mens hun sidder i bilen, og bliver trukket ud, siger vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Under angrebet var der en forbipasserende, som forsøgte at gribe ind.
- Der er en forbipasserende kvinde, som forsøger at gribe ind og tager fat i gerningsmanden, men hun kan ikke forhindre drabet, siger vagtchefen.
I en pressemeddelelse oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen, at den dræbte kvinde var gravid.
- Kvinden var gravid, men på nuværende tidspunkt er barnet fortsat i live, skriver politiet uden at oplyse yderligere detaljer om barnet.
Til Ritzau fortæller vagtchefen, at barnet er indlagt på hospitalet. Vagtchefen ønsker ikke at oplyse nærmere detaljer, herunder hvor langt henne i graviditeten kvinden var.