Danmark får lov at opstille radar på Færøerne
Færøerne og Danmark er blevet enige om at opstille en radar på Færøerne. Aftalen bliver underskrevet i næste uge, når forsvarsministeren besøger Færøerne i forbindelse med et møde i kontaktudvalget.
I februar sidste år besluttede forsvarsforliget i folketinget at afsætte 400 millioner til opstilling af en varslingsradar på Færøerne. Planerne afhænger dog af, at det færøske landsstyre godkender planerne, og efter længere politiske forhandlinger ser det ud til, at planerne bliver til virkelighed.
Den færøske landsstyremand i udenrigsanliggender, Jenis av Rana, bekræfter overfor Det Færøske Nyhedsbureau, at Danmark og Færøerne vil underskrive en aftale i forbindelse med rigsmødet 9. juni på Færøerne.
Det nyoprettede kontaktudvalg, som blev oprettet med ministre fra Færøerne, Grønland og Danmark på rigsmødet sidste år, mødes på Færøerne i forbindelse med rigsmødet.
Forsvarsminister Jenis av Ranaer er medlem af kontaktudvalget. Han vil dog ikke løfte sløret for, hvad aftalen indeholder.
- Indholdet i aftalen vil komme frem, når aftalen bliver underskrevet, siger Jenis av Rana.
Politiske forhandlinger i flere omgange
Da forsvarsforligskredsen valgte at afsætte penge til en radar var Trine Bramsen forsvarsminister. Trine Bramsen sagde i forbindelse med offentliggørelsen af planerne, at hvis Færøerne ender med at sige nej, så vil den danske regering respektere beslutningen.
Siden har Jenis av Rana forhandlet med Trine Bramsen og Morten Bødskov, som overtog forsvarsministerposten i februar i år, om at give Danmark lov at opstille en radar.
Sagen har også været behandlet i lagtingets udenrigsudvalg, hvor landsstyremanden har fået mandat til at forhandle med den danske regering. Men der er ikke kommet noget frem om, hvad Færøerne har af krav for at give Danmark lov til at opstille en radar.