Danielsen forvansker fakta i boligforløb
Naalakkersuisoq for Boliger Karl Frederik Danielsen forvansker direkte det seneste boligpolitiske forløb, der kun kan efterlade borgerne i dyb undren.
I en pressemeddelelse, udsendt onsdag eftermiddag, fastslår Karl Frederik Danielsen:
- Til borgmester Charlotte Ludvigsens udtalelse skal det på det kraftigste pointeres, at det aldrig har været Naalakkersuisut´s intention at overtage kommunernes boliger.
Baggrunden for Charlotte Ludvigsens udtalelse var foranlediget af en henvendelse fra Sermitsiaq.AG, der forud havde afsløret, at Naalakkersuisut på et møde den 6. februar besluttede:
”at det godkendes, at der i Programplan for Boliger som udgangspunkt arbejdes videre med Model 1, som fremgår af bilaget, for den fremtidige organisering af boligområdet”.
Efterlever ikke offentlighedsloven
Da Sermitsiaq.AG kunne læse denne beslutning på Naalakkersuisuts hjemmeside, begærede redaktionen den 17. februar aktindsigt i det notat, der beskriver, hvad Model 1 går ud på.
Departementet har på trods af de lovgivningsmæssige tidsfrister med hensyn til at efterleve offentlighedsloven endnu ikke sendt papirerne, der ligger til grund for Naalakkersuisuts beslutning.
Sermitsiaq.AG har imidlertid ad anden vej fået indsigt i, hvad Model 1 indeholder. Det resulterede i artiklen ”Kovending i Selvstyrets boligpolitik”.
Dokumentationen
Af Model 1 står der nemlig i notatet:
”I denne model samles alle kommunale og Selvstyreejede boliger i en fælles boligafdeling”, hvorefter notatet ridser en lang række fordele op.
Hvorfor Karl Frederik Danielsen har travlt med at udsende en pressemeddelelse, der direkte forvansker det reelle forløb, og hvor IA-borgmester Charlotte Ludvigsen må stå for skud, står hen i det uvisse. Sermitsiaq.AG har ikke modtaget nogen form for berigtigelse af de oplysninger, som ligger til grund for artiklerne om spillet om bolig-milliarderne og det store boligvedligeholdelsesefterslæb, der har udviklet sig til en “brændende platform”, som embedsmænd i Boligdepartementet selv udtrykker det.
Hvem forvirrer?
Karl Frederik Danielsen oplyser i pressemeddelelsen, at den Politiske Koordinationsgruppe blev enige om at fastholde ”en tidligere principbeslutning om at overdrage Selvstyrets lejeboliger til kommunerne”. I den henseende er det en kendsgerning, at det alene var Naalakkersuisut-beslutningen fra 6. februar, der har bragt forvirring og undren dybt inde i landets kommunale højborge, der har trippet for at få en løsning og aftale på plads, der sikrede, at de Selvstyreejede boliger i fremtiden ligger i kommunalt regi.