- Dæmper smerter og stress: Malik har fået et koldkar
Svømmehallen Malik har fået et koldkar, som byder på mange positive sundhedseffekter, ifølge svømmehalinspektør Daniel K. Lyberth.
Det er ikke bare en kold fornøjelse.
Svømmehallen Maliks nye koldbad byder nemlig på en hel masse fordele, fortæller svømmehalinspektør Daniel K. Lyberth.
- Det kolde vand udsætter kroppen for en kortvarig, men voldsom stresspåvirkning, som sender alarmstoffer ud i hjernen og kroppen i form af adrenalin, binyrebarkhormoner, humørstoffet serotonin og beta-endorfiner, der dæmper smerter og stress.
Han tilføjer, at når man lukker for det kolde vand igen, så vil man opleve en afslappet varmefølelse, når blodet vender tilbage til hud og muskler. Det kan ifølge svømmehalinspektøren give en velværefølelse i hele kroppen i flere timer bagefter.
Positive sundhedseffekter
- Døjer du med gigt, har ømme muskler eller en betændelsestilstand i kroppen, kan du opleve, at smerten lindres, fordi det kolde vand virker som et koldt omslag, siger Daniel K Lyberth.
Og forklarer, at der er mange andre positive sundhedseffekter ved det kolde vand:
- Herunder styrkelse af immunforsvaret, øget fedtforbrænding forbedret funktion i forhold til blodsukker- og insulinproduktion, forebyggelse af hjerteproblemer og diabetes, forbedring af din søvn, mere glans og fugt til hud og hår og opstramning af huden er nogle af de mange andre effekter ved en tur i det kolde vand
Det skal dog nævnes, oplyser kommunen, at personer med alvorlig diabetes eller svækket kredsløb, der er hypersensitive over for kulde, som har alvorlige hjerteproblemer eller meget højt blodtryk, bør undgå kolde brusebade og vinterbadning.