Historien gentager sig.
I dag er det USA, der viser voksende
interesse for Grønland, opbygger militære kapaciteter i Arktis og tester
rigsfællesskabets politiske sammenhold.
Men før supermagten i Washington rettede blikket mod verdens
største ø, var det en langt mindre, men mindst lige så insisterende nabo, der
satte Danmark under pres: Norge.
For knap 100 år siden stod Danmark og Norge i den mest
alvorlige konflikt mellem de to lande i det 20. århundrede.
Den 27. juni 1931 plantede en gruppe norske fangere det
norske flag i Østgrønland og erklærede området for “Eirik Raudes Land”.
Besættelsen var ublodig, men politisk eksplosiv. Kort efter bakkede den norske
regering handlingen op med en formel proklamation: Midt-Østgrønland var norsk
territorium.
- Det er afgørende at forstå, hvor omfattende konsekvenser
denne aktion fik. Norge udfordrede Danmarks suverænitet direkte – og det
udløste en rivalisering mellem de to lande, som også fik stor indflydelse på,
hvordan man i Danmark forstod Grønland, forklarer antropolog og journalist
Martine Lind Krebs.
Konflikten og dens konsekvenser er detaljeret beskrevet i
den for nyligt udkomne bog, Monumentet – billeder af Grønland i Danmark gennem
100 år, skrevet af Martine Lind Krebs og hendes medforfatter, idehistoriker og
seniorforsker ved DIIS, Astrid Nonbo Andersen. Ifølge de to er retssagen i Haag
ikke blot en juridisk episode, men et nøglekapitel i den moderne
Grønlandshistorie – og et spejl af nutidens stormagtsrivalisering i Arktis.
Et Arktis i opbrud
Besættelsen i 1931 blev startskuddet til tre års intenst
juridisk tovtrækkeri. Danmark indbragte sagen mod Norge for Den Faste Domstol
for Mellemfolkelig Retspleje i Haag og øgede samtidig sin tilstedeværelse i
Østgrønland markant. Samtidig iværksatte regeringen en række symbolske
markeringer i København for at overbevise den danske offentlighed om, hvorfor
Danmark mente at have retten til Grønland.
Retssagen i Haag kom til at handle om ét altoverskyggende
spørgsmål: Havde Danmark udøvet effektiv suverænitet over hele Grønland, eller
ej?
Norge hævdede, at Danmark aldrig havde haft fuld kontrol
over Østgrønland – og derfor måtte landet betragtes som terra nullius
(ingenmandsland, red.). Desuden mente Norge, at det selv havde en gammel ret
til Grønland, eftersom nordboerne i middelalderen havde underlagt sig den
norske kongemagt. Danmark svarede, at man siden 1700-tallet havde administreret
Grønland som et samlet territorium med love, embedsmænd, mission, handel og
lokal forvaltning.
- Norge lod det ikke blive ved suverænitetsspørgsmålet, men
kritiserede også det danske kolonistyre i Grønland ved at citere både danske og
grønlandske kritikere af kolonistyret, herunder Mathias Storch. Sagen blev
fulgt tæt af internationale medier og den norske kritik var pinlig for Danmark,
fortæller Astrid Nonbo Andersen.
Folk i Grønland var naturligvis mindst lige så optagede af
retssagen, som man var i Danmark og Norge. Derfor sendte de to Landsråd, en
række kommuneråd og fangerrådene i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit i sommeren 1932
breve og telegrammer til Domstolen i Haag, som slog fast at: ”Grønland er
grønlændernes land – og derfor har vi ret til også at blive hørt i denne sag.”
- Erklæringerne støttede alle Danmark, men sendte samtidig
et klart signal til både Danmark og verdenssamfundet om, at det grønlandske
folk var en nation på linje med andre nationer – og derfor havde ret til at
blive hørt, også selv om man var underlagt en anden stat. Dermed talte de
direkte ind i diskussionerne om retten til national selvbestemmelse, som optog
hele verden i kølvandet på Første Verdenskrig, og på et tidspunkt, hvor store
dele af verden stadig var koloniseret, forklarer Astrid Nonbo Andersen.
Knud Rasmussen træder frem
Norge afviste straks erklæringerne som resultat af dansk
diktat – grønlænderne kunne efter deres opfattelse ikke selv vurdere
situationen. Dét provokerede Knud Rasmussen til at skrive et indlæg til
domstolen. Han havde som ingen anden rejst blandt Grønlands befolkning og
forklarede selv, at han havde “ grønlandsk blod i årerne”.
Hans indlæg blev læst op af en af de danske sagførere i
januar 1933. Her citerede han dele af landsrådenes erklæringer, og erklærede at
de svarede til de synspunkter, han selv havde mødt i Grønland.
- Det er et lille indlæg, som ikke havde nogen betydning for
sagens udfald, men i Danmark har der udviklet sig en myte om, at det var
Rasmussens indlæg, der afgjorde sagen, kommer det fra Astrid Nonbo Andersen.
Hverken de grønlandske erklæringer eller Rasmussens indlæg
nævnes i dommen. Her gjaldt det alene spørgsmålet om norske
suverænitetskrænkelser i forhold til eksisterede traktater og love og
spørgsmålet om, hvorvidt den danske suverænitetsudøvelse over hele Grønland
havde været tilstrækkelig. Den 5. april 1933 afsagde domstolen sin kendelse:
Hele Grønland tilhørte Danmark.
13 dommere stemte for Danmark, to imod. Norge måtte trække
sine krav tilbage, men fik faktisk lov at forsætte fangsten i området af
Danmark – også selvom den truede den grønlandske fangst i øst og syd – og
selvom Landsråd, kommuneråd og fangerråd havde protesteret.
Konflikten, der stadig giver genlyd
Retssagen i Haag viser også, hvordan et ydre pres får
Danmark og Grønland til midlertidigt at lægge indre uenigheder til side. Det
gælder både i 1930’erne, hvor Norge udfordrede Danmarks suverænitet direkte –
og endda truede med handelskrig, hvis man ikke fik sin vilje- og i dag, hvor USA’s stigende engagement –
fra købstilbud til militære investeringer – får rigsfællesskabets parter til at
rykke tættere sammen for at beskytte fælles interesser.
- Man kan genkende nogle af de samme bevægelser i dag, mener
Astrid Nonbo Andersen og uddyber:
- Den norske kritik af det danske kolonistyre byggede på
kritik, der allerede var rejst i både Grønland og Danmark, men mens retssagen
stod på, sluttede alle kritikere op om Danmark. Samtidig benyttede grønlandske
politikere dengang som nu lejligheden til at gøre verdenssamfundet opmærksom
på, at nok var man underlagt Danmark, men Grønland var og er grønlændernes eget
land.
Retssagen i Haag blev dermed ikke blot en juridisk
afgørelse, men et vendepunkt for hele rigsfællesskabets historie – og en måske
en evig påmindelse om, hvor skrøbeligt og geopolitisk eksponeret Grønland er.
