D: Danske politikere skal ikke blande sig

Demokraterne finder det utidigt, at danske politikere i en reklameavis har agiteret for et ja til grønlandsk selvstyre.

Offentliggjort

Demokraterne beskylder danske politikere for at blande sig i selvstyreafstemningen på tirsdag, fordi selvstyreaftalen ifølge Demokraterne, er til økonomisk fordel for Danmark. Det tager de kraftigt afstand til.

– Det er lille smule morsomt, at blandt andet Siumut og SIK har udsendt en JA-avis, hvori flere danske toppolitikere blander sig i en grønlandsk folkeafstemning. For er der nogen, der normalt beder danskerne om at passe sig selv, så er det da Siumut og SIK, skriver Demokraterne i en pressemeddelse.

De mener, at den danske indblanding i afstemningen både er forkert og hyklerisk.

– Forkert, fordi det er en afstemning i Grønland, som danske politikere bør blande sig uden om. Hyklerisk, fordi det egentlige formål fra de danske politikeres side er at få os grønlændere til at stemme ja til en aftale, der er til stor økonomisk fordel for Danmark.

Demokraternes bedste bud på den danske indblanding er derfor, at danskerne er ved at blive bange for, at grønlænderne kunne finde på at stemme Nej til aftalen og dermed tvinge danskerne til en genforhandling, hvor en mere retfærdig aftale kunne blive forhandlet på plads.

Powered by Labrador CMS