Cyberangreb lagde Forsvarsministeriets hjemmesider ned

Et overbelastningsangreb gjorde, at flere af Forsvarsministeriets hjemmesider ikke virkede torsdag.

Offentliggjort

Det var et cyberangreb, der sendte flere af Forsvarsministeriets hjemmesider ud af drift torsdag.

På Twitter skriver ministeriet, at et overbelastningsangreb havde ført til, at eksempelvis Forsvarsministeriets hjemmeside ikke virkede.

Det gjorde Forsvarets Efterretningstjenestes heller ikke. Center for Cybersikkerheds hjemmeside var også ude af drift. Forsvarets hjemmeside var også nede.

Torsdag klokken 20 var det dog igen muligt at komme ind på hjemmesiderne.

I første omgang lød det fra ministeriet, at det var en teknisk fejl, der var skyld i hjemmesidernes problemer.

- Det, der tidligere blev vurderet til at være et teknisk problem på forsvarets hjemmesider, viser sig at være et overbelastningsangreb (DDoS), hvor de bagvedliggende webservere stresses i en grad, så de ikke kan svare og vise de normale websider, skriver Forsvarsministeriet på Twitter.

- Forsvarets Koncern IT arbejder på at sikre, at overbelastningen udefra stoppes. For nuværende er der ikke kendskab til andre påvirkninger end manglende adgang til webportaler – der er således ikke nogen operative konsekvenser for forsvaret.

Forsvarsministeriet har ikke yderligere kommentarer til, hvad der er sket.

DDoS står for distributed denial of service. Det betegner et cyberangreb, hvor gerningsmændene altså overbelaster en hjemmesides server.

Det udføres ved, at en person, som kontrollerer en masse computere eller andre internet-enheder, får dem til på én gang og i en uendelighed at forespørge den samme internetadresse eller sende trafik med et særligt mønster mod det IT-udstyr, der er målet.

Resultatet er, at ingen andre kan komme i forbindelse med for eksempel hjemmesiden.

Powered by Labrador CMS