Coronavaccine testes nu på mennesker
Omkring 300 briter skal fra næste uge lægge krop til en mulig vaccine mod coronavirus. Det skriver det britiske medie BBC.
Forsøg med dyr har allerede antydet, at vaccinen er sikker og har en positiv virkning mod coronavirus.
De 300 briter, der frivilligt har meldt sig, vil blive testet i løbet af de næste par uger. Hvis alt går godt, er der planlagt større testforsøg med 6000 mennesker til oktober.
Håbet er, at vaccinen er klar til distribution i begyndelsen af næste år.
- Hvis vores forsøg lykkes, og vaccinen giver en effektiv beskyttelse mod sygdommen, kan det revolutionere, hvordan vi reagerer på sygdomsudbrud i fremtiden, siger professor Robin Shattock, der leder forsøget, til BBC.
Vaccinen er produceret på Imperial College London og er et blandt mange vaccineforsøg verden over. Ifølge BBC er der omkring 120 vaccineprogrammer i gang.
Ved Oxford University har eksperter testet en coronavaccine på mennesker siden april.
Dansk vaccine
I Danmark arbejdes der også på en vaccine.
Tidligere denne måned gennemførte en gruppe forskere på Københavns Universitet et studie med en mulig vaccine mod Covid-19 på mus - og resultaterne er gode.
Også i Danmark er det planen at teste vaccinen på mennesker.
Sygdommen Covid-19 har foreløbig medvirket til 482.000 menneskers død verden over.
Mere end 9,4 millioner personer er testet positive globalt.