Coronasekretariatet: Usande rygter om vaccine spredes

Påstande om dødsfald og blodpropper efter vacciner mod corona florerer på de sociale medier. De er falske og medfører uheldig modvilje mod vacciner, oplyser corsek.

Offentliggjort

Der florerer mange falske rygter på Facebook om bivirkninger af coronavaccinerne. Det oplyser coronasekretariatet. Coronasekretariatet er vidende om, at alvorlige påstande om blodpropper og dødsfald efter vaccinestik spredes på de sociale medier. Men påstandene har intet på sig.

- Det skal indskærpes, at rygterne om blodpropper og dødsfald som følge af vaccinationer i Grønland er fuldstændig uden hold i virkeligheden. Der er ikke konstateret blodpropper eller dødsfald som følge af vaccinationer i Grønland, oplyser coronasekretariatet i en pressemeddelelse.

Grønland anvender Moderna og Pfizer vacciner, og de to vaccinetyper har ikke skabt nogen mistanke om dødelige bivirkninger hverken i landet eller i udlandet.

Vær kildekritisk

Coronasekretariatet opfordrer facebookbrugere til at være kildekritiske, når de får oplysninger om vaccinationer. Sekretariatet opfordrer til, at læserne undersøger kildens troværdighed, og hvem budskabets afsender er.

Sådanne rygter kan have uheldig påvirkning i samfundet, hvor flere viser uvilje mod vaccinerne.

- Grønland står overfor at skulle normalisere samfundet og genåbne samfundet i takt med vaccinationerne, som foregår over hele verden. Derfor er det beklageligt, hvis falske rygter er medvirkende til, at folk kommer i tvivl, om de vil vaccineres.

- Vaccinationerne er altafgørende for at normalisere tilstandene her i landet og andre lande, og antallet af vaccinationer skal øges betragteligt, for at samfundssmitte skal kunne undgås, lyder det.

Bivirkninger undersøges

Overfor Sermitsiaq.AG oplyser landslægen, at landslægeembedet modtager indberetninger om bivirkninger af vaccinen. Bivirkningerne er typisk ømhed i indstiksområdet og let feber. At kroppen reagerer på vaccinen er kun et tegn på, at vaccinen virker, beroliger landslægen. Han understreger, at landslægeembedet ikke har modtaget nogen indberetninger om alvorlige bivirkninger som blodpropper eller dødsfald efter vaccination.

Coronasekretariatet opfordrer borgerne til at takke ja til tilbud om vaccine mod coronavirus, mens der er tilbud i deres by eller bygd. Udrulning af vaccinestrategi i Grønland kræver nemlig stort logistisk arbejde.

Powered by Labrador CMS