Coronarejser er gratis
Hvis man har fået godkendt en rejse gennem Sullissivik under corona-nedlukningen af landet, så er rejsen i de fleste tilfælde gratis.
OBS: Opdateret kl. 15.26 med tilføjelse om at flyvninger omfattet af servickontrakter ikke har været gratis. Det oplyser Departement for Boliger og Infrastruktur, red.
Sundhedspersonale, politi og andre personer med samfundskritiske funktioner er fløjet frem og tilbage på Selvstyrets regning under coronakrisen, men det er andre også. Godkendte rejsene er nemlig ikke blevet opkrævet betaling for flybilletter.
Under nedlukning af landet har det kun været muligt at flyve med godkendelse fra Selvstyrets visitationsgruppe, coronasekretariatet og landslægeembedet. Til gengæld er rejsen gratis, når den er godkendt. Det gælder dog ikke på flyvninger omfattet af sevicekontrakter.
Det gælder både rejser her i landet og rejser til og fra Danmark. Air Greenlands fly, der har foretaget flyvningerne er chartret af Selvstyret, så de er betalt uanset, hvor mange der har været ombord, og prisen for Selvstyret er den samme.
En af årsagerne til, at rejserne har været gratis, er for at undgå et kompliceret og dyrt administrationssystem til at håndtere betalingerne.
Ændret procedure for at søge
Visitationsgruppen har oplyst til Sermitsiaq.AG, at der har været rigtig mange ansøgere til rejser, og at der op til påske var endnu flere, der søgte om at rejse med begrundelser, som ikke faldt under de rejserestriktioner, som Selvstyret har udstukket.
Fredag i sidste uge blev ansøgningsprocessen lavet om, så det ikke længere er muligt at søge om rejser via Sullissivik.gl som privatperson. Det skal fremover foregå gennem arbejdsgiver, uddannelsesinstitution eller offentlig myndighed, lyder meldingen fra Selvstyret.