Coding Class bygger bro til erhvervslivet for Grønlands unge

Tusass har gennemført over 150 digitale forløb på tværs af landet. I Maniitsoq kulminerede undervisningen i et unikt samarbejde med det lokale erhvervsliv, hvor 8. klasser omsatte kodning til konkrete løsninger for fremtiden.

Eleverne omsætter kreativ kodning til konkrete løsninger i Coding Class-forløbet.
Offentliggjort

Siden 2020 har Tusass arbejdet målrettet på at styrke børn og unges digitale kompetencer gennem initiativet Coding Class. Projektet udrulles i tæt samarbejde med landets kommuner, og indtil videre er der gennemført 153 forløb på tværs af landet.

Kernen i Coding Class er kreativ kodning, hvor eleverne lærer gennem praktisk erfaring. Formålet er at give de unge konkrete færdigheder, der rækker langt ud over skærmen, så de bliver i stand til at omsætte teknisk viden til løsninger på virkelige problemstillinger.

For at sikre projektets lokale forankring er 28 lærere blevet uddannet til at varetage undervisningen, hvilket gør det muligt for skolerne selv at drive den digitale udvikling videre i hverdagen.

Coding i Atuarfik Kilaaseeraq - Maniitsoq

Senest har Tusass i uge 10 og 11 besøgt Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq for at undervise byens 8. klasser. Her vækker indsatsen begejstring; en lokal lærer på skolen betegner forløbet som både særdeles oplevelsesrigt og lærerigt for eleverne. Det oplyser Tusass i en pressemeddelese.

- Coding Class undervisningen har været oplevelsesrig og lærerigt uge for de fleste elever, som i forvejen allerede havde kendskab til brugen af iPad og Gaming fra deres egen hverdag fra skolen. Coding Class underviseren havde forberedt sig perfekt til undervisningen og var meget imødekommende overfor os alle, siger Helene Heilmann, en lærer i Atuarfik Kilaaseeraq.

Arctic Circle Business bygger bro mellem skolen og erhvervslivet

Sideløbende med undervisningen på skolen i Maniitsoq indgik Tusass og Arctic Circle Business et strategisk samarbejde. Formålet med partnerskabet var at gøre undervisningen endnu mere virkelighedsnær ved at stille eleverne over for en virkelighedsnær case, som de skulle løse gennem Coding Class.

- For os har det været vigtigt at høre de unges stemme. Gennem Coding Class har vi fået indblik i deres idéer og løsninger på virkelige problemstillinger, og det har været inspirerende at se deres engagement. Samtidig er det vigtigt for Arctic Circle Business at bygge bro mellem skolen og erhvervslivet, så eleverne får et bedre indblik i de lokale uddannelses- og jobmuligheder, siger CEO i Arctic Circle Business, Naasunnguaq Beck Kristensen.

Coding Class skal inspirere børnene til deres fremtidige uddannelser

Eleverne fik praktisk erfaring, da de lærte at programmere og udvikle deres egne spil. Som en del af initiativet præsenterede medlemsvirksomheder af Arctic Circle Business deres daglige arbejde og karriereveje – med en klar ambition om at gøde jorden for de unges fremtidige uddannelsesvalg.

Forløbet kulminerede i en projektmesse, hvor eleverne i små boder præsenterede deres færdige spil og løsninger. Her fik de mulighed for at pitche deres resultater direkte til de deltagende virksomheder, hvilket satte streg under koblingen mellem skolebænken og det virkelige erhvervsliv.

- Det været fantastisk at opleve, hvordan eleverne tog imod udfordringen og arbejdede engageret med deres løsninger i løbet af deres Coding Class forløb. Samarbejdet med skolen og Arctic Circle Business fungerede rigtig godt og har givet eleverne mulighed for at arbejde med virkelighedsnære problemstillinger fra det lokale erhvervsliv, siger Nivi Thomassen Olsen, læringskonsulent og Coding Class underviser.

Powered by Labrador CMS