Christiania fylder 40 år

Christianitterne fejrer Fristaden Christianias 40 års fødselsdag med koncerter på Loppen men også med at sætte de første folkeaktier på Christiania til salg i dag mandag

Christianitterne må til lommerne og finde 76 millioner kroner. Det er prisen for frikøb af staten. I dag fejrer Fristaden 40 års fødselsdag. Foto: Sermitsiaq arkiv
Offentliggjort

Christiana mangler godt 76 millioner kroner, som er prisen staten har forlangt for frikøb af Fristaden.

Men det kan godt blive svært at skaffe alle de 76 mio. kr., christianitterne har brug for, mener ekstern lektor på Copenhagen Business School Per Østergaard Jacobsen, der har forsket i, hvorfor danskerne giver penge til velgørenhed. Christiania er nemlig et emne, der deler befolkningen.

- Der er dem, der synes, det er et spændende og sympatisk eksperiment. Men der er også dem, som ikke synes, det er en god ide og vil tænke: 'Hvis vi skal finansiere vores bolig, går vi banken. Hvorfor skal det være anderledes for dem? De må klare sig selv'. Det vil derfor være op ad bakke at samle så mange penge ind,«siger han til Urban.

Ifølge forskeren kan det også blive svært at tiltrække milliondonationer fra virksomheder.
- Det er sværere for virksomheder at sætte deres brand ved siden af Christianias brand i forhold til at stå sammen med Røde Kors eller lignende velgørenhedsbrands, som er bredt accepteret i samfundet.

Fonden Realdania var i 2007 parat til at skyde penge i den daværende løsningsmodel for et nyt og lovliggjort Christiania, men har i denne omgang ikke tænkt sig at blive Christiania-aktionærer.

- Der er jo reelt tale om en gave. Og det ligger uden for Realdanias virke, siger kommunikationschef Birgitte Boesen.
Fonden Fristaden Christiania, som 'udsteder' aktierne, håber på at have solgt folkeaktier for 46 millioner inden 15. april, hvor den første ratebetaling skal falde.

I modsætning til 'rigtige' aktier kan man dog ikke sælge folkeaktierne på Børsen, få indflydelse på Christiania eller få del i overskuddet som aktionær.
- Det er vigtigt for os at understrege, at det ikke er ligesom en 'rigtig' aktie, du kan sælge videre og tjene penge på. Du hjælper med at frikøbe Christiania og får til gengæld et fint donationsbevis,« siger Risenga Manghezi, økonomisk medarbejder på Christiania.
- Til gengæld inviterer vi 'aktionærerne' til en stor fest hvert år, tilføjer han.
Flere kendte har allerede lagt billet ind på Christiania-aktier, bl.a. Lars H.U.G og Jimmy Jørgensen.

Powered by Labrador CMS